København 27/02-2017

En handikappet mandlig patient blev indlagt på hospitalet, da han igennem flere timer var blevet tiltagende dårlig med besværet vejrtrækning og koldsved. Der var mistanke om alvorlig infektion. Patienten fik hjertestop kort tid efter ankomsten til hospitalet, hvorefter han blev genoplivet. Han fik igen hjertestop en halv time senere. Der blev ikke foretaget genoplivningsforsøg, og han afgik ved døden.

Den behandlede læge skulle som begrundelse for ikke at genoplive patienten blandt andet have lagt vægt på patientens IQ, hvilket de pårørende hørte inden patientens død.

Ved afgørelse af 12. december 2012 har Disciplinærnævnet udtalt kritik af behandlingen. 

Patienterstatningen tilkendte boet begravelsesudgifter. I samme afgørelse afviste Patienterstatningen, at boet havde ret til godtgørelse for tort, da dødsfaldet ikke var forvoldt på en særlig krænkende eller brutal måde. Derudover skete dødsfaldet ikke under så kvalificerende omstændigheder, at patientens far led følelsesmæssig belastning udover den sorg og savn, der normalt forbindes med at miste et barn.

Ankenævnet tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.

Afgørelsen blev indbragt for retten. Retten vurderede, at patientens far var omfattet af den personkreds, som kunne kræve godtgørelse for tort på trods af, at patienten ikke boede hjemme. Retten lagde vægt på patientens handicap og forklaringen om forældrenes tætte kontakt til patienten.

Retten fandt, at betingelserne for at yde godtgørelse for tort ikke var opfyldt, da patienten ikke havde været udsat for grov hensynsløshed, og da døden ikke indtraf på en særligt krænkende eller pinefuld måde. Hverken Disciplinærnævnets afgørelse eller lægens omtale at patientens IQ som del af begrundelsen for at stoppe behandlingen kunne føre til andet resultat. Sagsøger havde derfor ikke ret til godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26a.

Ankenævnet blev herefter frifundet.