København 26/10-2021

Sagens omdrejningspunktet var en for tidlig tvillingefødsel, hvor der indtrådte en trykskade på tvilling B’s (sagsøger) højre ben. Spørgsmålet var, om sagsøger ved trykskaden blev påført en patientskade efter klage- og erstatningsloven.

Under tvillingefødselen fandt man pludselig ikke hjertelyd hos sagsøger, hvorfor man foretog hindesprængning med det formål at nedlede og forløse sagsøger hurtigt, da situationen var akut. Da det ikke lykkedes at nedlede ham i 2. forsøg, blev der meldt grad 1 kejsersnit, der blev udført på udslettet livmodermund. Sagsøger var som præmatur særligt sårbar gennem såvel det vaginale svære fødselsforløb samt under det efterfølgende akutte og besværede kejsersnit.

Den 24. april 2013 blev skaden anmeldt til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen). Patienterstatningen traf afgørelse om, at klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1 (specialistreglen) og nr. 4 (tålereglen), ikke var opfyldt.

Sagsøger klagede over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, der den 5. marts 2015 tiltrådte Patienterstatningens afgørelse, dog med en ændret begrundelse. Ankenævnet fandt, at sjældenhedskriteriet i lovens § 20, stk. 1, nr. 4, var opfyldt. Nævnet fandt dog ikke, at alvorlighedskriteriet i nr. 4 var opfyldt. Det var her afgørende, at sagsøger befandt sig i en livstruende situation, da skaden opstod. Hans gener som følge af skaden fandtes derfor ikke at være mere omfattende, end hvad han med rimelighed måtte tåle under de givne omstændigheder.

Under den efterfølgende retssag påberåbte sagsøger sig både nr. 1 (specialistreglen), nr. 3 (behandlingsmetodereglen) og nr. 4 (tålereglen) i § 20, stk. 1.

På baggrund af Retslægerådets besvarelser fandt retten, at der ikke var grundlag for anerkendelse efter nr. 1 og nr. 3.

Parterne var enige om, at sagsøgers trykskade opfyldte sjældenhedskriteriet i nr. 4, men i overensstemmelse med ankenævnets vurdering fandt retten ikke, at alvorlighedskriteriet var opfyldt, hvorfor der heller ikke var grundlag for anerkendelse efter nr. 4. Ankenævnet blev således frifundet.