København 12/11-2013

En kvindelig patient fik foretaget en rygoperation. I forbindelse med operationen blev hun påført en patientskade i form af kroniske smerter i lænderyggen. Skaden blev anerkendt efter lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 2. Patientforsikringen tilkendte ved samme afgørelse erstatning for medicinudgifter og godtgørelse for et varigt mén på 15 procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte den tilkendte godtgørelse for varigt mén.

Patientforsikringen tilkendte efterfølgende yderligere erstatning for helbredelsesudgifter, godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for et erhvervsevnetab på 50 procent. Patientforsikringens afgørelser blev påklaget til Patientskadeankenævnet for så vidt angik erstatning for helbredelsesudgifter, godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for så vidt angik forrentningstidspunktet. Der blev endvidere klaget over erhvervsevnetabsprocenten og forrentningstidspunktet. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelser i det omfang, de var påklaget. Nævnet tiltrådte den fastsatte erhvervsevnetabsprocent med henvisning til, at patienten selv uden patientskaden ville have haft ryggener som følge af grundsygdommen og dermed en nedsat erhvervsevne.

Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at patientens erhvervsevne var nedsat med 75 procent som følge af den anerkendte patientskade, og at årslønnen var større end fastsat af Patientforsikringen. Under retssagen blev der indhentet en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som fastsatte det varige mén som følge af patientskaden til 15 procent og erhvervsevnetabet som følge af patientskaden til 50 procent.

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den af Patientskadeankenævnet foretagne vurdering af erhvervsevnetabet. Retten lagde til grund, at patienten selv ved en ukompliceret operation ville have haft gener fra sin grundlidelse, og at de fremlagte lægelige udtalelser og lægeerklæringer ikke bevismæssigt kunne lægges til grund for, at der også konkret ville være opnået en forbedring for patienten. Retten lagde desuden vægt på Arbejdsskadestyrelsens udtalelse, oplysninger vedrørende patientens arbejdstider og Retslægerådets udtalelse, hvoraf det blandt andet fremgik, at det var højst usikkert, om den manglende effekt af operationen kunne tilskrives patientskaden. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.

Retten lagde til grund, at årslønnen ikke af patienten selvstændigt var påklaget til Patientskadeankenævnet, og at Patientskadeankenævnet ikke havde behandlet spørgsmålet om årslønnens beregning. Retten fandt ikke, at beregningen af årslønnen var en så integreret del af en klage over erhvervsevnetab, at Patientskadeankenævnets afgørelse også omfattede stillingtagen til beregning af årslønnen. Da patienten på den baggrund ikke havde udnyttet den administrative rekurs vedrørende spørgsmålet om beregning af årsløn, og da retten ikke fandt, at Patientskadeankenævnet ex officio havde taget eller havde pligt til at tage stilling til spørgsmålet, blev påstanden vedrørende beregning af årsløn afvist.