København 10/7-2018

En patient fik i juni 2011 foretaget en operation for frossen skulder, efter at konservativ behandling med blandt andet blokader med binyrebarkhormon ikke havde haft effekt. Efterfølgende havde patienten mange smerter, og nerveledningsundersøgelse viste tegn til beskadigelse af en nerve i skulderregionen, nerven nervus axillaris.

Patienterstatningen afviste i en afgørelse fra maj 2014, at kvinden havde ret til erstatning efter klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. Patienterstatningen vurderede, at behandlingen blev udført i overensstemmelse med, hvorledes den erfarne specialist ville have handlet. Patienterstatningen vurderede også, at patientens gener med overvejende sandsynlighed skyldtes en kronisk smertetilstand, og at patientens gener ikke kunne henføres til en skade på nervus axillaris eller andre isolerede nerver.

Patienten klagede til Ankenævnet for Patienterstatningen. Ankenævnet var enig med Patienterstatningen og stadfæstede i januar 2015 Patienterstatningens afgørelse.

Patienten indbragte ankenævnets afgørelse for retten. Under retssagen blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Retslægerådet udtalte blandt andet, at operation og efterfølgende behandling af den frosne skulder blev udført efter almindelige anerkendte lægefaglige retningslinjer. Retslægerådet udtalte også, at patienten i efterforløbet havde mange smerter, og at nerveledningsundersøgelse viste tegn til beskadigelse af en nerve i skulderregionen (nervus axillaris). Denne nerveskade var mest sandsynligt opstået i forbindelse med operationen eller efterbehandlingen, hvor der gentagne gange blev anlagt nerveblokade. Retslægerådet vurderede dog også, at kun en mindre del af smerterne og føleforstyrrelserne kunne tilskrives nerveskaden - mere specifikt følesans og smerter i huden ved skulderrundingen. Retslægerådet fandt, at de resterende gener ikke var forenelige med skade opstået på baggrund af operationen i juni 2011 og den efterfølgende behandling. Retslægerådet udtalte også, at patienten ikke var påført en forværring af en forudbestående lidelse ved behandlingen. Sygdomsforløbet med efterfølgende skuldersmerter repræsenterede, fraset nervebeskadigelsen, et forløb af patientens lidelse, der ikke var udløst af behandlingen, men var begrundet i forhold hos patienten selv.

På baggrund af Retslægerådets udtalelse genoptog ankenævnet sagen og traf en ny afgørelse, hvor ankenævnet afviste, at patienten havde ret til erstatning efter klage og erstatningslovens § 20, stk. 1. nr. 4. Ankenævnet vurderede, at patienten med overvejende sandsynlighed var påført en skade i form af beskadigelse af nerve i skulderregionen (nervus axillaris) som følge af behandlingen i juni 2011 og frem. Ankenævnet vurderede, at behandlingen blev udført, som en erfaren specialist ville have gjort, og at nerveskaden udgjorde en hændelig komplikation til behandlingen. Komplikationen var sjælden men ikke tilstrækkelig alvorlig til at kunne anerkendes efter klage- og erstatningsloven. Ankenævnet lagde vægt på, at patienten ifølge en speciallægeerklæring havde mere udbredte symptomer, end hvad der svarede til en ren nervus axillaris skade, idet der var meget udtalt dysæstesi (sygelig forstyrrelse i berøringsfølelsen) i nerveforsyningsområder, som gik langt ud over denne nerve, inklusiv begge underekstremiteter. Ankenævnet vurderede, at kun gener i form af ændret følesans og smerter i huden ved skulderrundingen med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives behandlingsskaden. Det var således kun en mindre del af de samlede smerter og føleforstyrrelser, der kunne tilskrives behandlingsskaden.

Ankenævnet vurderede også, at der ikke var sket en forværring af den forudbestående lidelse som følge af behandlingen. Sygdomsforløbet med efterfølgende skuldersmerter skyldtes med overvejende sandsynlighed forhold hos patienten selv, bortset fra nervebeskadigelsen og følgerne heraf, som skyldtes behandlingsskaden. Ankenævnet lagde desuden vægt på, at patienten forud for operationen havde en frossen skulder med brændende smerter i selve skulderen og smerter i de omkringliggende områder svarende til skulderblad og overarm, som gav bevægelsesindskrænkninger.

Retten lagde Retslægerådets udtalelse til grund og fandt, at nerveskaden i skulderregionen mest sandsynligt var opstået i forbindelse med operationen eller efterbehandlingen, som blev udført, som en erfaren specialist ville have gjort. Retten fandt herefter, at de gener som kunne henføres til nerveskaden ikke oversteg hvad patienten med rimelighed måtte tåle, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1. nr. 4. Retten lagde til grund, at en lang række af generne ikke kunne tilskrives beskadigelse af den pågældende nerve i skulderregionen, og at kun følesans og smerter i huden ved skulderrundingen kunne tilskrives nerveskaden. Ankenævnet blev herefter frifundet.