København 10/10-2011

Rettens sagsnummer:

BS 7C-971/2010

Ankenævnets sagsnummer:

2008-00-917

Dato for dommens afsigelse:

mandag den 10. oktober 2011

Domstol:

Københavns Byret

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

koebenhavn101011

Sagen vedrører en mand født i 1933, der i september 2005 blev opereret for tyktarmskræft. Ved rutinekontrol i februar 2007 fandt man metastaser til den ene lunge. Der blev foretaget operation med fjernelse af en del af lungen og efterfølgende behandling med kemoterapi. Ved PET-skanning i august 2007 fandt man tegn på en metastase i det lille bækken, hvorfor man 13. september 2007 foretog operation. Efter operationen indledtes et såkaldt accelereret kolonforløb, hvor patienten blev tilbudt både væske og føde. Tre dage efter operationen aspirerede patienten maveindhold ned i lungerne. Han udviklede lungeinsufficiens, blev overflyttet til intensiv og afgik ved døden ca. 14 dage senere. Det viste sig, at der ikke havde været tale om en metastase i det lille bækken, men derimod en fedtknude.

Patientforsikringen vurderede, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, herunder at man ikke afbrød det accelererede kolonforløb trods manglende tegn på tarmfunktion efter 3 dage. Der var herefter ikke grundlag for tilkendelse af erstatning iht. KEL § 20, stk. 1, nr. 1, og aspirationen måtte således ses som en hændelig komplikation til behandlingen. Patientforsikringen fandt, at betingelserne for tilkendelse af erstatning iht. KEL § 20, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt. Der blev lagt vægt på, at sjældenhedskriteriet ikke var opfyldt, idet det ikke er sjældent, at patienter afgår ved døden efter den type operation, som patienten havde gennemgået.

Sagen blev anket til Patientskadeankenævnet. Advokaten gjorde bl.a. gældende, at risikoen for død i det postoperative forløb skal vurderes separat, samt at patienten slet ikke havde kræft i bækkenet. Nævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at dødelighedsrisikoen i forbindelse med operationen i september 2007 var højere end 2 %, og at efterfølgende komplikationer til operationen med dødelig udgang derfor heller ikke kan anerkendes, selv om risikoen for disse komplikationer isoleret set er på under 2 %. Nævnet fandt dog konkret, at risikoen for aspiration og deraf følgende lungeinsufficiens var på over 2 %, idet pt. tidligere havde fået fjernet en del af den ene lunge. At der rent faktisk ikke var kræft, er kun relevant ved alvorlighedsvurderingen.

Sagen blev indbragt for retten, og der blev i forbindelse hermed indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Rådet vurderede bl.a., at risikoen for død som følge af operationen lå på mellem 2,5 % og 4,9 %, og at risikoen for aspiration var på 1,9 %.

Retten frifandt Patientskadeankenævnet bl.a. med følgende begrundelse: ”Idet komplikationen – aspiration med deraf følgende respirationsinsufficiens – var en følge af og havde nær sammenhæng med den gennemførte operation, finder retten, at spørgsmålet om skadens sjældenhed skal vurderes i forhold til dødelighedsrisikoen i forbindelse med operationen den 13. september 2007. (…) Efter en samlet vurdering af på den ene side skadens alvor samt det forhold, at det efterfølgende viste sig, at der ikke var tegn på malignitet (…), indikationen for operationen samt oplysningerne om hyppigheden af skaden ved sådanne operationer, finder retten ikke grundlag for at fastslå, at skaden er omfattet af bestemmelsen i § 20, stk. 1, nr. 4.”