Horsens 6/1-2016

En mand blev den 5. marts 2008 opereret på grund af slidgigt og forsnævringer af rygmarvskanalen. Efter operationen kunne han ikke løfte sin venstre arm eller bøje venstre albue, og dagen efter opererede man igen. Ved kontrol den 10. marts 2008 var der dog fortsat delvis lammelse ved bøjning af albuen, men bedre udaddrejning af albuen. Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) fandt, at patienten var påført en skade i form af lammelse over venstre skulder og venstre albue, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Efterfølgende tilkendte Patientforsikringen bl.a. godtgørelse for et varigt mén på 30 procent. Patientforsikringens afgørelse vedrørende varigt mén blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som ændrede afgørelsen og forhøjede det varige mén med 10 procent til i alt 40 procent.

Patientforsikringen gav efterfølgende afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab og vurderede, at patienten, som drev egen virksomhed, hverken havde lidt et midlertidigt eller varigt indtægtstab som følge af behandlingsskaden. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til ankenævnet, der tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet bemærkede bl.a., at patientens gener som følge af grundlidelsen havde gjort ham ude af stand til at varetage en del af hans tidligere arbejdsopgaver, og at formålet med operationen den 5. marts 2008 var at forhindre yderligere forværring af grundlidelsen.

Sagen blev indbragt for retten. Retten fandt på baggrund af en erklæring og vidneforklaring fra patientens revisor ikke grundlag for at tilsidesætte de tal, der lå til grund for afgørelserne i Patientforsikringen og ankenævnet. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder oplysninger om udgifter og indtægter i selskabet før og efter operationen, de begrænsede oplysninger om patientens personlige arbejdsindsats før operationen og tilsvarende særdeles begrænsede oplysninger om medhjælp efter operationen, fandt retten det ikke godtgjort, at patienten midlertidigt eller varigt havde et indtægtstab som følge af behandlingsskaden. Ankenævnet blev herefter frifundet.