Horsens 5/2-2020

Retslægerådets udtalelser kunne ikke sandsynliggøre årsagssammenhæng mellem patientens tilstand og en tidligere operation. Patienten hævede herefter sagen.

Rettens sagsnummer:

BS-10285/2020-VLR

Ankenævnets sagsnummer:

15/6116

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 5. februar 2020

Domstol:

Retten i Horsens

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Horsens050220

Appellanten led af karpaltunnelsyndrom og blev opereret herfor den 22. februar 2012. Der var ved kontrol 8 måneder efter operationen tilkommet nye gener i form af gener i 4. og 5. finger med brændende fornemmelse over håndleddet.

Ankenævnet for Patienterstatningen traf afgørelse den 18. december 2015, hvor ankenævnet vurderede, at appellanten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade. Det var vurderingen, at udviklingen i appellantens tilstand ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives operationen, men derimod appellantens grundlidelse.

Under sagens førelse ved byretten blev der indhentet to udtalelser fra Retslægerådet, hvoraf det blandt andet fremgik, at Retslægerådet vurderede, at appellanten havde udviklet refleksdystrofi.

Ankenævnet for Patienterstatningen uddybede den afgørelse, der var til prøvelse i sagen, ved afgørelse af 26. september 2018. Det fremgik af denne, at ankenævnet ikke fandt grundlag for at genoptage sagen på baggrund af Retslægerådets udtalelser, herunder at der ikke var grundlag for at konstatere, at appellantens refleksdystrofi var en følge af operationen den 22. februar 2012.

Ankenævnet henviste i den forbindelse til Retslægerådets svar om, at refleksdystrofi er en sjælden komplikation til nerveskade enten på grund af tryk på nerven eller direkte skade på nerven. Efter ankenævnets opfattelse var der ikke grundlag for at fastslå, at appellanten med overvejende sandsynlighed var påført en nerveskade under operationen den 22. februar 2012.

Retten i Horsens fandt, at uanset, at en sammenhæng mellem operation og refleksdystrofi i en vis grad var sandsynliggjort, var der på baggrund af Retslægerådets udtalelser ikke overvejende sandsynlighed for, at refleksdystrofien var en skade, der var påført i forbindelse med operationen.