Horsens 4/12-2017
Rettens sagsnummer:
BS 663/2017
Ankenævnets sagsnummer:
16/6958
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 4. december 2017
Domstol:
Retten i Horsens
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En patient blev diagnosticeret med prostatakræft på grundlag af nogle biopsier. Han fik derfor bortopereret sin prostata og et større antal lymfeknuder. Kort tid efter fandt man ud af, at han aldrig havde haft prostatakræft, og at den fejlagtige diagnose skyldtes ombytning af biopsier fra en anden patient.
Patienterstatningen fandt, at patienten var berettiget til godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén, idet behandlingen ikke var i overensstemmelse med hvorledes en erfaren specialist ville have gjort. Patienterstatningen fandt, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for tort.
Ankenævnet for Patienterstatningen var enig med Patienterstatningen og stadfæstede Patienterstatningens afgørelser.
Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at patienten har krav på yderligere erstatning for den anerkendt patientskade. Man argumenterede for, at sagen som følge af fejldiagnose og fejloperation var så særlig, at patienten måtte være berettiget til lovens maksimumdækning for svie og smerte. For så vidt angår tabt arbejdsfortjeneste burde patienten kompenseres for ”mistet ferie”, da han havde brugt en del ferie på at tage til behandling. Endelig blev det gjort gældende, at patienten havde ret til godtgørelse for tort på grund af grov fejl, som opfylder lovens krav om retsstridig krænkelse, jf. erstatningsansvarslovens § 26.
Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets udmåling af svie og smerte. Retten fandt heller ikke grundlag for, at patienten var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet han ikke havde lidt et indtægtstab som følge af patientskaden. For så vidt angår godtgørelse for tort udtalte retten, at selvom at perioden fra kræftdiagnosen blev stillet og til den blev afkræftet havde været meget psykisk belastende for patienten, og selvom fejlen havde haft alvorlige konsekvenser for patienten, så fandtes fejlen ikke at have haft en sådan grovhed og dadelværdighed, at den kunne begrunde et krav på godtgørelse for tort. Ankenævnet blev således frifundet.