Horsens 31/10-2017

En kvinde, der led af lændesmerter, fik i 2006 indopereret en hofteprotese på grund af slidgigt i venstre hofte. I januar 2007 klagede hun over tiltagende ryggener, og ved kontrol i marts 2009 blev der beskrevet smerter og træthedsfornemmelse i venstre bens lårmuskler. Røntgenundersøgelser af ryggen i 2009 og 2011 viste svær slidgigt. Ved en kontrol i januar 2012 klagede hun over svære smerter i venstre lår, og da røntgenundersøgelse havde vist, at hofteskålskomponenten var indsat lidt for stejlt, blev hun tilbudt re-operation med udskiftning af denne. Operationen blev udført den 20. september 2012. Hun oplevede kortvarigt en bedring af forholdene i hoften. Ved kontrol i december 2012 havde hun atter haltende gang og smerter, der strålede ned i benet.

Patienterstatningen fandt, at operationen i 2006 ikke var udført som den erfarne specialist ville have gjort, da hofteskålskomponenten var indsat for stejlt. Hun var derfor berettiget til erstatning for den forlængede sygeperiode i forbindelse med re-operationen i 2012 samt for de forværrede varige gener, som opstod efter re-operationen. Hun var derimod ikke berettiget til erstatning for de gener, som hun havde mellem de to operationer, idet en stejlt isat protese ikke kunne forårsage disse gener. Patienterstatningen fastsatte samtidig det varige mén til foreløbig 5 procent for de forværrede gener, som var opstået efter re-operationen. Den væsentligste del af patientens gener skyldtes dog ikke re-operationen. Ved efterfølgende afgørelse fandt Patienterstatningen, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne og helbredelsesudgifter. Man vurderede samtidig, at hun ikke var berettiget til yderligere méngodtgørelse.

Patienten påklagede afgørelserne til Ankenævnet for Patienterstatningen, som var enige i, at operationen i 2006 kunne anerkendes som en patientskade, idet hofteskålskomponenten ikke var placeret som den erfarne specialist ville have gjort. Ankenævnet fandt imidlertid, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført et varigt mén på mindst 5 procent, idet der ikke var lægefaglig evidens for, at hendes gener var en følge af en for stejlt isat hofteskålskomponent.

Sagen blev indbragt for domstolene med påstand om, at patienten var påført et varigt mén på 5 procent. Sagen blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retten lagde til grund, at Retslægerådet ikke var enig med ankenævnet i, at der ikke var faglig evidens for at en for stejl placering af hofteskålskomponenten kan medføre blandt andet træthedsfornemmelse i lårbensmuskulaturen. Efter formuleringen af Retslægerådets svar havde retten imidlertid ikke et sikkert grundlag for at sidestille den store sandsynlighed med en overvejende sandsynlighed for, at trætheden i hoften og benet var forvoldt af fejlplaceringen af ledskålen. Patientens øvrige symptomer var sædvanlige følger af indsættelse af en kunstig hofte eller skyldtes slidgigtforandringerne i ryggen. Ankenævnet blev herefter frifundet.