Horsens 23/2-2015

En patient havde siden 1999 været i posedialyse på grund af nyresvigt. Patienten var indstillet til en nyretransplantation, som skulle udføres i marts 2011. Under den forudgående udredning vurderede konstaterede man, at patienten havde udviklet skleroserende peritonitis (en alvorlig tarmsygdom), og man måtte omlægge behandlingsstrategien og sætte den planlagte nyretransplantation i bero med henblik på udredning og behandling af den konstaterede tarmsygdom. Patienten overgik i marts 2011 til et fast program med hæmodialyse og parenteral ernæring. Patienten indgav en anmeldelse til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) med den begrundelse, at posedialysebehandlingen havde påført ham tarmsygdommen skleroserende peritonitis. Patienten afgik ved døden i oktober 2014.

Patientforsikringen vurderede, at betingelserne for at yde erstatning ikke var opfyldt, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1, nr. 3 og nr. 4. Patienten påklagede afgørelsen til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet vurderede, at den påklagede behandling med posedialyse havde fulgt den erfarne specialists standard. Nævnet vurderede endvidere, at posedialyse og hæmodialyse ikke kunne karakteriseres som ligeværdige behandlingsformer hos patienten. Endeligt vurderede nævnet, at patienten som følge af langvarig behandling med posedialyse var blevet påført en hændelig komplikation i form af tarmsygdommen skleroserende peritonitis, men at skaden ikke var tilstrækkelig sjælden eller alvorlig til at udløse erstatning.

Sagen blev indbragt for domstolene med påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at patienten blev påført en patientskade omfattet af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 3 og/eller nr. 4. I forbindelse med retssagen, blev sagen forelagt Retslægerådet. Ud fra de foreliggende oplysninger om behandlingsmetoderne sammenholdt med Retslægerådets besvarelse fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering af, at hæmodialyse ville have været en mere indgribende behandlingsmetode end posedialyse for denne patient. Retten fandt det derefter ikke godtgjort, at behandling med posedialyse og hæmodialyse måtte betragtes som ligeværdige behandlingsformer i patientens behandlingsforløb, jf. klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 3. Retten fandt endvidere på baggrund af oplysningerne i sagen samt Retslægerådets besvarelse, at patientens skade (den hændelige komplikation) i form af skleroserende peritonitis ikke havde en sådan alvor i forhold til hans grundsygdom og helbredstilstand, at der ud fra en samlet vurdering var grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets vurdering, hvorfor klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. heller ikke var opfyldt. Patientskadeankenævnet blev således frifundet.