Horsens 16/1-2018

En 60 årig kvinde fik i forbindelse med en rygoperation en sjælden og alvorlig komplikation i form af påvirkning af en nerve i ryggen med smerter i ben og nedsat kraft i venstre fod. Kvinden arbejdede forud for operationen på nedsat tid. Efter operationen blev hun først tilkendt fleksjob og senere førtidspension.

Patienterstatningen anerkendte komplikationen som en behandlingsskade jf. klage- og erstat-ningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, og fastsatte godtgørelse og erstatning, herunder helbredelses-udgifter, svie og smerte på 10.000 kr. og et varigt mén på 15 procent. Patienterstatningen gav afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. 

Patienten påklagede afslaget på erstatning for erhvervsevnetab til Ankenævnet, som var enig i, at patienten ikke havde et erhvervsevnetab som følge af behandlingsskaden og derfor stadfæstede afgørelsen. Ankenævnet vurderede, at patientens fravær fra arbejdsmarkedet ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes patientskaden men grundlidelsen i form af slidgigt i ryggen. Ankenævnet lagde blandt andet vægt på, at rygproblemerne begyndte for mere end 30 år siden, at en MR-skanning inden operationen viste, der var svær slidgigt i ryggen, og at patienten i over et år inden operationen havde haft lænderygsmerter ved fysisk belastning og var fritaget for tungt fysisk arbejde på sin arbejdsplads. Patienten var endvidere i mange år blevet behandlet hos en kiropraktor flere gange årligt og var inden operationen i massiv smertestillende behandling. Ifølge sagens lægelige materiale havde patienten efter operationen slet ikke de samme smerter som tidligere og blev behandlet med en væsentlig mindre mængde smertestillende medicin.

Patienten indbragte ankenævnets afgørelse for domstolene med påstand om, at hun berettiget til erstatning for et erhvervsevnetab på 15 procent som følge af den anerkendte behandlings-skade.

Under retssagen blev der stillet spørgsmål til Retslægerådet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kom med en udtalelse om, at kvinden var påført et erhvervsevnetab på 15 procent som følge af behandlingsskaden. Retten fandt efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, at der var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering og fastsætte et erhvervsevnetab på 15 procent. Retten lagde vægt på Retslægerådets udtalelse om nyopståede symptomer efter operationen, og at det hovedsageligt var som følge af de nyopståede symptomer, at kvinden måtte afbryde en arbejdsprøvning på sin hidtidige arbejdsplads, hvor hun før behandlingsskaden arbejdede 30 timer om ugen. Ankenævnet blev således dømt til at anerkende et erhvervsevnetab på 15 procent.