Horsens 15/2-2021

Efter en MR-scanning af en patients lænderyg, blev der konstateret en mindre L5-S1 prolaps med påvirkning af Sl-roden. Efter mislykket smertebehandling blev der foretaget en åben operation, hvor prolapsen ikke blev fjernet. Ved en efterfølgende MR-scanning kunne det konstateres, at patienten var blevet opereret på et niveau ovenover det niveau, hvor prolapsen sad. Patienten blev herefter opereret på ny, hvor prolapsen blev fjernet.

Patientforsikringen traf afgørelse om, at patienten var blevet påført en behandlingsskade efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1, som følge af indgrebet på det forkerte niveau i lænderyggen. Herefter traf Patientforsikringen den 4. juli 2013 afgørelse om, at patienten var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 5%, og at betingelserne for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne ikke var opfyldt. Afgørelsen blev truffet bl.a. på grundlag af en erklæring fra en speciallæge i neurokirugi. Afgørelsen blev ikke påklaget.

Ved brev af 20. april 2015 anmodede patientens advokat om, at sagen blev genoptaget. Advokaten henviste bl.a. til, at speciallægen, som havde udarbejdet erklæringen til Patientforsikringen, telefonisk havde oplyst, at patientens gener skyldtes en langvarig rodpåvirkning, samt at det var overvejende sandsynligt, at patientens skader var indtrådt i perioden mellem den første og den anden operation, hvor prolapsen blev fjernet. Efter forgæves forsøg på at få en supplerende udtalelse fra speciallægen, traf Patienterstatningen den 4. maj 2017 afgørelse om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen. Afgørelsen blev påklaget, og ankenævnet stadfæstede Patienterstatningens afgørelse den 7. september 2017.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for domstolene. Der fremkom under retssagen en supplerende erklæring fra speciallægen, som havde lavet erklæringen til Patientforsikringen i 2013. Ankenævnet traf den 11. april 2019 afgørelse om, at sagen fortsat ikke kunne genoptages, da den nye speciallægeerklæring alene gentog og uddybede den oprindelige vurdering om, at patientens gener skyldtes langvarig rodpåvirkning, og at patientens nuværende symptomer i et vist omfang var en følge af grundsygdommen, som imidlertid var blevet forværret pga. forsinkelse af den relevante behandling (operation på korrekt niveau). Denne vurdering indgik i grundlaget for den oprindelige afgørelse om følgerne efter behandlingsskaden, som ikke blev påklaget, og der var ikke tale om nye faktiske oplysninger.

Retten konstaterede indledningsvis, at oplysningerne om speciallægens vurdering af følgerne af henholdsvis grundlidelsen og behandlingsskaden indgik i grundlaget for Patienterstatningens oprindelige afgørelse om anerkendelse og udmåling af godtgørelse for varigt mén. Retten lagde herefter vægt på, at de efterfølgende oplysninger om indholdet af speciallægens vurdering blev vurderet af Patienterstatningen, og at Patienterstatningen i også gennemgik sagen igen, inden der blev truffet afgørelse om afslag på genoptagelse. Ankenævnet havde både ved afgørelsen af 7. september 2017 og afgørelsen af 11. april 2019 vurderet speciallægens supplerende oplysninger sammenholdt med de oplysninger og den vurdering fra speciallægen, som indgik i grundlaget for Patientforsikringens oprindelige afgørelse. Under disse omstændigheder havde sagsøgeren ikke ved de supplerende oplysninger og erklæringen fra speciallægen godtgjort, at der var fremkommet sådanne væsentlige nye faktiske oplysninger, som ville have medført en ændring af Patientforsikringens afgørelse om følgerne efter behandlingsskaden, hvis oplysningerne havde foreligget på afgørelsestidspunktet.