Horsens 14/3-2016

En mand gennemgik på grund af store udposninger på bækkenpulsårene (iliacaaneurismer) en operation med indsættelse af en såkaldt bukseprotese. Operationen blev foretaget under en kombination af fuld bedøvelse og rygmarvsbedøvelse. Efter operationen havde patienten lammelse af begge ben.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at skaden i form af lammelse af begge ben var en hændelig komplikation til operationen, og at der var tale om en meget sjælden komplikation, som dog ikke var tilstrækkelig alvorlig til anerkendelse sammenholdt med patientens grundsygdom. Patienten var derfor ikke berettiget til godtgørelse og erstatning. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet lagde ved vurderingen af skadens alvorlighed vægt på, at patienten havde en alvorlig grundlidelse i form af store aneurismer på bækkenpulsårene, som ubehandlet ville have medført meget stor risiko for bristning, hvilket ville være livstruende. Endvidere lagde ankenævnet vægt på, at der var tale om en langvarig og kompliceret operation.

Sagen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Parterne var enige om, at patientens lammelse af benene var en hændelig skade, der var indtrådt som følge af operationen, og at skaden sjælden. På baggrund af Retslægerådets erklæring sammenholdt med et journalnotat, hvoraf det fremgik, at patientens aneurismer kunne betegnes som store, fandt retten, at patientens operationskrævende lidelse var meget alvorlig. Selvom retten anførte, at behandlingsskaden også måtte anses for alvorlig, fandtes behandlingsskaden at have en sådan underordnet betydning i forhold til den meget alvorlige grundlidelse med betydelig risiko for dødsfald, som operationen efter det foreliggende havde afhjulpet. På den baggrund vurderede retten, at der ikke var et sikkert grundlag for at fastslå, at behandlingsskaden var mere omfattende, end hvad patienten i lovens forstand med rimelighed måtte tåle, og derfor kunne ankenævnets afgørelse ikke tilsidesættes. Ankenævnet blev herefter frifundet.