Horsens 10/11-2017

En mandlig patient blev opereret for en diskusprolaps i nakken. Under operationen blev han påført en skade i form af en permanent højresidig stemmebåndslammelse. Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen var enige om, at patienten var påført et varigt mén på 12 procent på grund af stemmebåndslammelse og hæshed samt et varigt mén på 3 procent for en subjektiv følelse af åndenød, der ikke kunne verificeres af lungefunktionsundersøgelsen.

Patienten indbragte sagen for retten. Han nedlagde påstand om, at han ved patientskaden var påført et varigt mén på 35 procent. Han gjorde blandt andet gældende, at han ikke var tilstrækkelig kompenseret ved de 3 procent i varigt mén for den subjektive følelse af åndenød, idet hans åndenød var en reel åndenød med symptomer svarende til nedsat lungefunktion.

I en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fremgik det blandt andet, at når lungefunktionen ikke var påvirket, var der ikke belæg for varigt mén efter méntabellens angivelser. Retslægerådet udtalte blandt andet, at stemmebåndslammelse kan afstedkomme subjektiv fornemmelse af åndenød men kan ikke give anledning til objektiv påviselig luftmangel og deraf følgende gener.

Retten forstod Retslægerådets svar således, at luftmangel næppe kunne konstateres ved en lungefunktionsundersøgelse. På denne baggrund og under henvisning til de symptomer og betydelige problemer med bl.a. lufthunger, der blev beskrevet af patienten, var der tilvejebragt et sikkert grundlag for at antage, at ankenævnet ved det udøvede skøn ikke havde lagt tilstrækkelig vægt på og nærmere vurderet omfanget af de begrænsninger af patientens fysiske aktivitet, der kunne henføres til åndenød som følge af stemmebåndslammelsen. Ankenævnet havde således som grundlag for vurderingen alene henvist til resultatet af lungefunktionsundersøgelsen og herunder vurderet, at den også vil vise, hvis der var vejrtrækningsproblemer gennem halsen, mens Retslægerådets vurdering var, at undersøgelsen kun i mindre grad var egnet til bedømmelse af funktionsnedsættelsen, dvs. begrænsningen af patientens fysiske aktivitet. Da det derfor ikke kunne udelukkes, at en dækkende vurdering af begrænsningerne af den fysiske aktivitet ville kunne medføre et højere mérmen end 3 procent, og da retten ikke havde lægefagligt grundlag for at fastsætte et bestemt mermén, blev sagen hjemvist til ankenævnet til fornyet behandling.