Holsterbro 5/3-2015

En kvinde fik i 2008 fjernet livmoderen på grund af blødningsforstyrrelser. Ved operationen efterlod man livmoderhalsen på grund af snævert operationsfelt. I november 2007 vurderede man, at kvindens fortsatte næsten daglige blødninger kunne skyldes betændelse i livmoderhalsen, og kvinden blev derfor behandlet med antibiotika, som dog ikke havde nogen effekt. Bakteriologisk var der ingen tegn på betændelse, og man vurderede derfor, at blødningerne stammede fra slimhinden i livmoderen. Ved efterfølgende operation fik kvinden fjernet livmoderhalsen på grund af fortsatte gener med blodigt udflåd og ømhed. I august 2009 skulle kvinden gennemgå laparoskopisk operation på grund af fund af to cyster på højre æggestok. Det laparaskopiske indgreb måtte dog afbrydes på grund af mange sammenvoksninger. Ved en åben operation i september 2009 blev talrige tarmsammenvoksninger løsnet, og kvinden fik fjernet begge æggestokke og æggeledere. I november 2009 blev kvinden opereret på grund af tarmslyng. Kvinden fik ved operationen fjernet ca. 60 cm af tyndtarmen på grund af sammenvoksninger og anlagt en stomi. Stomien rev sig efterfølgende løs og måtte replaceres ved ny operation.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) afviste, at kvinden var berettiget til erstatning, idet Patientforsikringen vurderede, at kvinden ikke var påført en behandlingsskade i forbindelse med forløbet, og at kvindens gener og udviklingen heraf samt behandlingsforløbet skulle tilskrives forhold ved hendes selv. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Patientskadeankenævnets afgørelse blev herefter indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt Retslægerådet. Retslægerådet udtalte blandt andet, at kvindens tarmslyng med stor sandsynlighed skyldtes behandlingsforløbet, herunder de operative indgreb og betændelsesfølger. Videre fremgik det, at sammenvoksningerne ikke var en følge af grundsygdommen, men med stor sandsynlighed var en følge af behandlingsforløbet, og at sammenvoksninger i bughulen efter kirurgiske indgreb er en velkendt og ikke ualmindelige følgetilstand hertil, samt at udviklingen af sådanne er individuel og uforudsigelig. Retslægerådet udtalte også, at kvinden havde pådraget sig en alvorlig skade efter en i øvrigt korrekt og lægefaglig velbegrundet behandling. Endelig udtalte Retslægerådet, at der i alt var tale om en risiko på formentlig mindre end én procent for at blive ramt af et så kompliceret forløb som det aktuelle.

Retten fandt under henvisning til Retslægerådets udtalelse, at kvinden med overvejende sandsynlighed var påført en skade i form af komplikationer i forbindelse med behandlingsforløbet, der var mere omfattende, end hvad kvinden med rimelighed måtte tåle. Retten lagde især vægt på det samlede skadesbillede i form af sammenvoksninger, tarmslyng, stomioperation, reanlæg af stomien, efterfølgende fjernelse af abces og den helbredsmæssige følge i form af fortsat stomi, som behandlingsforløbet havde haft for kvinden, skadens alvor i forhold til det foreliggende om hendes grundlidelse og helbredsstilstanden i øvrigt samt det af Retslægerådet vurderede vedrørende sjældenheden af et så kompliceret forløb som det foreliggende. Retten fandt på denne baggrund, at kvinden opfyldte betingelserne for at få erstatning i henhold til klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.