Holsterbro 30/1-2015

En mandlig patient med parkinsonisme blev i perioden fra 1997 til 2010 behandlet med lægemidlet Cabaser. Omkring 1998 udviklede han ludomani med en ustyrlig trang til at spille og spise.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at manden ikke var påført en erstatningsberettigende patientskade. Endvidere vurderede Patientforsikringen, at patienten heller ikke var påført en erstatningsberettigende lægemiddelskade. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at reglerne om erstatning for lægemiddelskader kun omfatter fysiske skader, og at ludomani må anses som værende en psykisk skade.

Patientforsikringens afgørelser blev påklaget til henholdsvis Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet (nu begge Ankenævnet for Patienterstatningen).

Lægemiddelskadeankenævnet fandt, at sagen var forældet i henhold til den 10-årige forældelsesfrist for så vidt angik behandlingen i perioden fra 1997 til 26. juli 2001. For så vidt angik behandlingen efter dette tidspunkt, tiltrådte nævnet, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende fysisk skade, idet ludomani må betragtes som en psykisk skade.

Patientskadeankenævnet tiltrådte ligeledes, at ludomani må betragtes som en psykisk skade. Da patientforsikringsloven forud for 1. januar 2004 ikke omfatter psykiske skader, vurderede nævnet, at der ikke kunne ydes erstatning for ludomanien før dette tidspunkt. For så vidt angik behandlingen efter dette tidspunkt, fandt nævnet, at en erfaren specialist ville have været opmærksom på, at ludomanien kunne være udløst af behandlingen med Cabaser. Det fandtes dog ikke overvejende sandsynligt, at ludomanien kunne have været undgået, hvis man på et tidligere tidspunkt havde reduceret doseringen af Cabaser. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten også havde ludomani efter ophørt behandling med Cabaser. Patienten var derfor ikke påført en erstatningsberettigende skade.

Afgørelserne fra Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet blev indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet, der blandt andet tilkendegav, at generne i form af problemer med at styre trangen til at spille og spise først og fremmest er af psykisk karakter. Retslægerådet udtalte dog samtidig, at det må antages, at der også er en fysisk forudsætning for, at bivirkningen opstår. Retslægerådet vurderede, at doseringen i perioder havde været høj, men ikke lægefagligt uforsvarlig.

Det var herefter rettens opfattelse, at adfærdsmæssige eller psykiske lidelser, hvorom der videnskabeligt er enighed om en mulig eller sikker hjerneorganisk årsag, i det omfang disse opfylder kriterierne for psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser i de internationalt anerkendte diagnoseklassifikationer, indtil videre fortsat må rubriceres som sådanne. Retten fandt det endvidere ikke bevist, at en erfaren specialist under de givne omstændigheder ville have handlet anderledes. Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.