Holbæk 9/10-2017

Rettens sagsnummer:

BS 5-1115/2015

Ankenævnets sagsnummer:

13/4413

Dato for dommens afsigelse:

mandag den 9. oktober 2017

Domstol:

Retten i Holbæk

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

holbaek091017 (1)

En mandlig patient blev den 16. august 2010 opereret for lyskebrok. I forbindelse med operationen opstod der en blødning.

Patientforsikringen anerkendte den 26. april 2012, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i form af følger efter blødning. Han blev tilkendt godtgørelse for svie og smerte samt godtgørelse for en méngrad på 5 % for tab af den ene testikel. Afgørelsen blev tiltrådt af Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) den 11. oktober 2012.

Den 13. februar 2013 forhøjede Patientforsikringen méngraden til samlet set 15 %. Der blev lagt vægt på en speciallægeerklæring udarbejdet af en speciallæge i psykiatri, som fandt det overvejende sandsynligt, at patienten havde udviklet en posttraumatisk belastningsreaktion af varig karakter som følge af den komplicerede operation.

Afgørelsen blev anket til ankenævnet, som den 18. maj 2015 ændrede afgørelsen således, at patienten ikke var berettiget til godtgørelse for varigt mén som følge af psykiske gener. Patientens midlertidige og muligvis varige psykiske gener var med overvejende sandsynlighed en blanding af: 1) bestående symptomer forud for operationen, herunder søvnproblemer, mareridt og tendens til depression/tristhed, 2) en reaktion på aktuelle ydre belastning i form af ope-ration, patientskade, arbejdsmæssige forandringer/problemer eller andre ukendte faktorer, samt 3) følger af alkoholoverforbrug.

Afgørelsen blev indbragt for retten og i forbindelse med retssagen blev der indhentet udtalelse fra Retslægerådet. Retslægerådet udtalte bl.a., at det var mest sandsynligt, at patienten led af en belastningsreaktion som følge af det komplicerede forløb, og at der ikke i sagen var holdepunkter for, at patienten havde et overforbrug af alkohol.

Patienten blev den 25. september 2014 af kommunen visiteret til et fleksjob efter arbejdspraktik til afprøvning af arbejdsevnen. Det var kommunens vurdering, at hans arbejdsevne var væsentligt og varigt begrænset.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at genoptage sagen til fornyet behandling og fastholdt således afgørelsen af 18. maj 2015.

Retten fandt det godtgjort, særligt med henvisning til Retslægerådets udtalelse, at patientens psykiske gener med overvejende sandsynlighed skyldtes operationsforløbet. Videre fandt retten det godtgjort, særligt med henvisning til den psykiatriske speciallægevurdering, kommunens visitation til fleksjob efter arbejdsprøvning og patientens egen forklaring i retten, at patientens psykiske gener var varige uden yderligere behandlingsmuligheder. Retten gav således patienten medhold i, at han var påført et varigt mén på 15 % som følge af behandlingsskaden. Ankenævnet blev således ikke frifundet.