Holbæk 7/5-2015

En kvinde oplevede en forværring af nakkesmerter efter, at hun havde fået kiropraktorbehandling for blandt andet smerter og spændinger i nakken. Ved MR-scanning ca. 4 måneder senere fik patienten konstateret en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen (C5/C6).

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte en erstatningsberettigende skade i form af forværring af nakkegener jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 4, og man tilkendte patienten godtgørelse for et varigt mén på 5 %.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som fandt, at patientens gener ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives kiropraktorbehandlingen.

Sagen blev herefter indbragt for domstolene og i den forbindelse forelagt for Retslægerådet, som blandt andet udtalte, at patienten havde pådraget sig flere nakkesmerter efter kiropraktorbehandlingen, uden at der var påvist nogen objektive tegn på strukturel læsion. Retslægerådet fandt endvidere, at diskusprolapsen ikke var udviklet i forbindelse med kiropraktorbehandlingen.

På baggrund af Retslægerådets udtalelser genoptog Patientskadeankenævnet sagen til fornyet behandling og traf afgørelse, hvorved Patientskadeankenævnets tidligere afgørelse blev fastholdt med ændret begrundelse. Patientskadeankenævnet fandt, at patienten var påført en skade i form af flere nakkesmerter efter kiropraktorbehandlingen, men skaden fandtes ikke omfattet af loven, idet patientens samlede krav ikke oversteg 10.000 kr. Patientskadeankenævnet vurderede blandt andet, at patienten ikke var berettiget til godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab, idet patientens varige gener med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundlidelse i form af diskusprolaps og degenerative forandringer og ikke var følger efter kiropraktorbehandlingen.

Til brug for den videre behandling af sagen blev der indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede det varige mén som følge af behandlingsskaden til mindre end 5 procent og erhvervsevnetabet til mindre end 15 procent.

Retten henviste til Retslægerådets udtalelser, herunder især til at kiropraktorbehandlingen ikke var udtryk for en egentlig fejl, men derimod et fejlskøn, og at diskusprolapsen ikke var udviklet ved behandlingen. På den baggrund fandt retten, at patientens skader med overvejende sandsynlighed ikke var forvoldt ved kiropraktorbehandlingen, men at det derimod måtte antages, at skaderne havde udviklet sig uafhængigt af behandlingen. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.