Holbæk 30/7-2020

Patienten blev den 3. august 2012 opereret for en hjerneblødning. Den 21. august 2012 og den 13. september 2012 blev hun re-opereret på grund af en stafylokokinfektion, hvorved der blev fjernet en byld i hjernen. Den 12. oktober 2012 viste en CT-skanning en massiv blødning i hjernen, og det blev vurderet, at en operation ville være uden effekt. Patienten havde herefter varige gener i form af hjerneskade og epilepsi.

Patienterstatningen traf den 19. november 2015 afgørelse om, at patientens skade i form af infektionen i hjernen var omfattet af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Ankenævnet for Patienterstatningen traf den 29. juni 2016 afgørelse om, at patienten ikke havde ret til erstatning for behandlingsskaden i form af infektion i hjernen, idet følgerne efter skaden ikke var mere omfattende end hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Ankenævnet lagde vægt på, at patienten ville have haft betydelig hjerneskade som følge af hjerneblødningen, hvis ikke hun var blevet opereret den 3. august 2012. Hertil lagde ankenævnet vægt på, at infektionen alene medførte to ekstra operationer og antibiotikabehandling, idet infektionen ikke med overvejende sandsynlighed medførte varige gener, da patientens hjerneskade og epilepsi alene kunne henføres til hjerneblødningen den 12. oktober 2012.

Ankenævnets afgørelse blev indbragt for domstolene, og sagen blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet.

Retslægerådet udtalte, at operationen for den første hjerneblødning blev udført på livreddende indikation, og hjerneblødningen ubehandlet ville have medført døden. Hertil vurderede Retslægerådet, at det var usikkert om nogen af patientens varige symptomer kunne henføres til infektionen, samt, at de varige symptomer i form af hjerneskade og epilepsi skyldtes de to hjerneblødninger, uden at det nærmere kunne afgøres, om infektionen havde bidraget dertil. Yderligere vurderede Retslægerådet, at patientens anden hjerneblødning skyldtes, at patienten var i høj risiko for at udvikle nye hjerneblødninger og den anden blødning mest sandsynligt skyldtes patientens grundlidelse.

Retten fandt det herefter ikke bevist, at patientens skader var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle. Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.