Holbæk 27/9-2021

Sagen angik, om boet efter sagsøger havde krav på erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) som følge af en operation for kræft i endetarmen og den efterfølgende behandling.

Sagsøger havde under sagen fremlagt en afgørelse fra Styrelsen for Patientklager, der havde fundet, at en del af behandlingen ikke havde været i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Sagsøger havde desuden indkaldt den overlæge, der havde afgivet en sagkyndige vurdering til brug for Styrelsen for Patientklagers sagsbehandling.

Retten gav ankenævnet medhold i, at den pågældende overlæge under hovedforhandlingen alene kunne uddybe den udtalelse, som han havde afgivet. Overlægen kunne ikke afhøres som sagkyndigt vidne, idet sagkyndige vurderinger om lægefaglige forhold og lægefaglige skøn til brug i retssager sker ved forelæggelse for Retslægerådet.

Det fremgår desuden af rettens præmisser, at forskellen i Retslægerådets, Styrelsen for Patientklagers og overlægens vurdering af, hvad der må anses for almindelig, anerkendt lægefaglig standard, måtte anses for at angå spørgsmål af lægefaglig karakter. Retten fandt af den grund, at Retslægerådets vurdering måtte lægges til grund.

Efter Retslægerådets svar og oplysningerne i sagen i øvrigt fandt retten, at operationen og behandlingen af sagsøger havde været i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist på området ville have handlet under de givne forhold. Boet efter sagsøger havde derfor ikke ret til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.

Ankenævnet havde desuden vurderet, at en skade i form af anastomoselækage ikke berettigede til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, da skaden ikke var mere omfattende, end hvad sagsøger med rimelighed måtte tåle.

Retten var enig i ankenævnets vurdering. Som følge af alvoren af den sygdom (kræft i endetarmen), som sagsøger blev behandlet for, sammenholdt med det som Retslægerådet havde anført om hyppigheden af anastomoselækage og efterfølgende sepsis, fandt retten, at boet efter sagsøger ikke havde ret til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.

Ankenævnet blev herefter i det hele frifundet.