Holbæk 25/6-2015

En kvinde havde siden november 2009 gentagne gange henvendt sig til egen læge med voldsom vedvarende hovedpine. Symptomerne gav ikke anledning til yderligere undersøgelser eller udredning. Patienten blev undersøgt af lægevagten den 13. februar 2010 og blev den 16. februar 2010 indlagt efter forværring af hovedpinen. En CT-scanning af hjernen den 17. februar 2010 viste en overfladisk beliggende blødning i højre hjernehalvdel med let ødem, hvorefter patienten blev overflyttet til andet hospital. Da der var mistanke om blodkar-misdannelse i hjernen, afbrød man den blodfortyndende behandling med Marevan. Ved CT-scanning af hjernen blev mistanken om blodkar-misdannelse afkræftet. På grund af mistanke om svulst i hjernen den 19. februar 2010 blev der foretaget MR-scanning, som ligeledes afkræftede denne mistanke. Den 20. februar 2010 konstateredes en dyb venetrombose i højre ben og en trombose i central vene på halsen, førende blod til hjernen. Den 2. marts forværredes patientens tilstand med faldende bevidsthedsniveau og venstresidig lammelse, og en CT-scanning viste ny blødning i højre hjernehalvdel. Man fik herefter mistanke om sinustrombose (blodprop i et af de store fraførende kar til hjernen), hvilken blev bekræftet ved MR-angiografi af hjernes blodkar den 3. marts 2010. Herefter blev der iværksat behandling med den blodfortyndende medicin Heparin. Patienten endte op med betydelige gener efter sinustrombosen.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen hos egen læge og på sygehus. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte Patientforsikringens afgørelse.

Sagen blev indbragt for domstolene og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet. Retslægerådet udtalte blandt andet, at patientens tidligere helbredsmæssige tilstand havde medført øget risiko for tromboser, men at hovedpine er et hyppigt symptom i befolkningen, og at der ikke burde have været skærpet opmærksomhed ved primær henvendelse. Dog burde vedvarende hovedpine have ført til overvejelser om anden årsag. Retslægerådet udtalte endvidere, at der aktuelt burde have været henvist til yderligere vurdering, men at behand-lingen på daværende tidspunkt var i overensstemmelse med almindelig anerkendte retningslinjer for praksis. En erfaren specialist i et neurofag burde ved symptomerne den 16. februar 2010 have fået mistanke om en anden årsag til hovedpinen, herunder en mulig sinustrombose. Retslægerådet udtalte dog, at en CT-scanning den 16. februar 2010 ikke ville have ændret på følgerne. Retslægerådet udtalte desuden, at det ikke kunne anses som en fejl, at sygehuset den 17. februar 2010 valgte at ophøre med Marevan-behandlingen.

Retten fandt, at det ikke med overvejende sandsynlighed var godtgjort, at en erfaren specialist ville have handlet anderledes, end det var tilfældet ved behandlingen hos egen læge, og at behandlingen på sygehuset, herunder ophør med Maravan-behandlingen ikke gav anledning til anerkende en skade efter klage- og erstatningsloven. Ankenævnet blev herefter frifundet.