Holbæk 23/5-2016

Rettens sagsnummer:

BS 3-1123/2013

Ankenævnets sagsnummer:

11/2203

Dato for dommens afsigelse:

mandag den 23. maj 2016

Domstol:

Retten i Holbæk

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

holbaek230516

En kvinde forvred sit ene knæ ved en arbejdsskade og pådrog sig korsbåndsskade, overrevet sideledbånd, meniskskade og større bruskskade. Ved operation den 23. maj 2005, hvor man foretog en korsbåndsrekonstruktion, fik hun en nerveskade, som blev anerkendt som en behandlingsskade. Arbejdsskadestyrelsen vurderede hendes samlede mén til 25 procent og det samlede erhvervsevnetab til 75 procent.

Patientforsikringen vurderede, at behandlingsskaden havde medført et varigt mén på 8 procent og et erhvervsevnetab på 15 procent. Patientforsikringen fandt, at det meste af erhvervsevne-tabet skyldtes følger efter selve knæskaden og ikke behandlingsskaden. Afgørelsen om erhvervsevnetab blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen). Ankenævnet stadfæstede Patientforsikringens afgørelse. Ankenævnet forhøjede dog den tilkendte differenceerstatning, da selve differencekravet ikke var beregnet korrekt.

Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at patienten var berettiget til yderligere differenceerstatning, da årsagen til, at patienten måtte forlade arbejdsmarkedet var behandlingsskaden. Retten vurderede, at der efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder særligt Retslægerådets udtalelse, ikke var tilvejebragt det fornødne sikre grundlag for at fastslå, at behandlingsskaden havde medført et højere erhvervsevnetab, og for at hun uden behandlingsskaden ville have været tilknyttet arbejdsmarkedet med uændret indkomst i forhold til det hidtidige job. Ankenævnet blev herefter frifundet.