Holbæk 22/12-2017

Patienterstatningen vurderede, at en patient ikke havde ret til erstatning, da hun ikke med overvejende sandsynlighed var påført en skade i forbindelse med behandling på hospital A. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen. Ankenævnets afgørelse blev ikke indbragt for retten.

Patientens advokat anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen vedrørende behandlingen på hospital A. Som begrundelse for genoptagelse blev der henvist til en udtalelse fra Retslægerådet. Udtalelsen var udarbejdet efter ankenævnets afgørelse, og den var indhentet til brug for en retssag vedrørende patientens behandling på hospital B. Advokaten anførte, at oplysningerne i udtalelsen sandsynliggjorde, at patienten var påført en skade i forbindelse med behandlingen på hospital A.

Ankenævnet traf afgørelse om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen. Ankenævnet vurderede, at Retslægerådets udtalelse ikke gav tilstrækkelig grundlag for at antage, at patienten med overvejende sandsynlighed var påført en skade i forbindelse med behandlingen på hospital A.

Godt et år senere kontaktede advokaten ankenævnet og efterlyste en afgørelse i sagen. Det blev oplyst, at der var truffet afgørelse i sagen, og at afgørelsen var sendt til advokaten. Advokaten havde ikke modtaget afgørelsen. Ankenævnet fremsendte herefter en kopi til advokaten.

Advokaten anmodede herefter ankenævnet om at genoptage patientens sag. Advokaten henviste blandt andet til udtalelsen fra Retslægerådet. Advokaten gjorde desuden gældende, at det var ankenævnet, der bar risikoen for, at afgørelsen med afslag på genoptagelse var modtaget.

Ankenævnet traf herefter afgørelse om, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen. Ankenævnet lagde vægt på, at udtalelsen fra Retslægerådet indgik i sagens akter, da ankenævnet tidligere traf afgørelse om genoptagelse. Oplysningerne var derfor ikke nye. Ankenævnet bemærkede, at den tidligere afgørelse om genoptagelse var afsendt til korrekt adresse. Afgørelsen blev indbragt for retten.

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen. Retten lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at der var fremkommet sådanne væsentlige nye oplysninger om forhold, der ikke var indgået i ankenævnets vurdering og behandling af sagen, og som måtte antages at ville have medført en væsentlig ændret vurdering ved afgørelserne fra ankenævnet. Retten henviste blandt andet til, at ankenævnet i sin første afgørelse havde behandlet forholdet vedrørende behandlingen af patienten på hospital A, og at den efterfølgende udtalelse fra Retslægerådet blev behandlet af ankenævnet ved de to afgørelser om genoptagelse. Ankenævnet havde foretaget en vurdering i realiteten af Retslægerådets udtalelse, og ankenævnets vurdering havde ikke kunnet føre til genoptagelse af den første afgørelse vedrørende patientens behandling på hospital A, som ikke var indbragt for domstolene. Retten lagde endvidere vægt på, at der ikke i ankenævnets behandling af sagen sås at være fejl, der kunne give grundlag for genoptagelse af ankenævnets afgørelser. Der blev blandt andet henvist til, at ankenævnet havde vurderet, at sagen var tilstrækkelig oplyst under behandlingen. Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.