Holbæk 19/1-2017

En kvindelig patient ankom den 19. september 2012 til sygehus, fordi hun var faldet ned fra en hems og havde slået højre hofte og fod. Man konstaterede på sygehuset, at der var tale om hoftebrud, og man sammensatte bruddet med to skruer den 22. september 2012.

Patienten havde efterfølgende mange smerter, og i november 2012 var hun til fornyet vurdering på et andet hospital, hvor man konstaterede benlængdeforskel, og at skruerne havde flyttet sig. Patienten fik herefter fjernet de indsatte skruer og indsat en hofteprotese den 12. april 2013.

Patienten anmeldte skade som følge af operationen den 22. september 2012, hvor man satte bruddet sammen med skruer. Patienten anførte, at hun som følge af operationen havde fået benlængdeforskel og fejlstilling af benet, samt at hun måtte have foretaget operation med fjernelse af skruerne og indsættelse af hofteprotese.

Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade som følge af operationen og den efterfølgende behandling. Patienterstatningen lagde vægt på, at man havde behandlet bruddet på den mindst indgribende måde med to skruer. Endvidere er det forventeligt, at skruerne falder ud i takt med helingen, hvilket medfører forkortning af benet, når bruddet sætter sig. Patientens benlængdeforskel og den ekstra operation med indsættelse af en hofteprotese var følger af selve bruddet, ikke behandlingen.

Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede den 19. februar 2014 Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at sammensætningen af bruddet den 22. september 2012 var udført i overensstemmelse med, hvorledes en erfaren specialist ville have gjort. Det forhold, at man senere måtte indsætte en hofteprotese skyldtes selve bruddet. Ankenævnet vurderede endvidere, at udkommet efter indsættelsen af hofteprotesen den 12. april 2013 lå indenfor det acceptable ved sådanne operationer.

Patienten indbragte herefter sagen for retten. Under retssagen afgav Retslægerådet udtalelse. Retslægerådet udtalte, at operationen den 22. september 2012 levede op til de anerkendte faglige retningslinjer, selvom der fra operatørens side var flere ”fejlskøn”. Selv om bruddet i det aktuelle tilfælde burde være sat sammen med glideskrue i stedet for to skruer, var resultatet i overensstemmelse med alment anerkendt faglig standard. Operationen i sig selv havde ikke medført benforkortning, som skyldtes forventelig sammensynkning af bruddet. Endvidere udtalte Retslægerådet, at det er velkendt, at der må foretages reoperation efter den aktuelle brudtype.

Retten fandt det herefter ikke godtgjort, at patienten ved operationen den 22. september 2012 med overvejende sandsynlighed blev påført en erstatningsberettigende skade.

Ankenævnet blev derfor frifundet.