Holbæk 12/10-2016

En kvindelig patient fik i februar 2010 indsat en knæprotese i venstre knæ på grund af slidgigt. Hun havde herefter et forløb med gener i knæet og fik i november 2011 og oktober 2012 foretaget synovektomier (fjernelse af slimhinde i knæet). Ved operationen i oktober 2012 tog man prøver fra knæet, der viste infektion.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at infektionen ikke med overvejende sandsynlighed var påført ved operationen i februar 2010, men at den mere sandsynligt var opstået i det efterfølgende forløb. Infektionen var med en bakterietype, der er almindeligt forekommende på hud og slimhinder, hvorfor selve infektionen ikke kunne anerkendes som en behandlingsskade. Patientforsikringen vurderede derimod, at der var sket forsinket diagnosticering og behandling af infektionen og anerkendte på denne baggrund, at patienten var påført en behandlingsskade i form af et forlænget sygeforløb og havde ret til erstatning. Ved samme afgørelse gav Patientforsikringen afslag på godtgørelse for varigt mén.

Patienten klagede over afgørelsen til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienter-statningen), som var enig med Patientforsikringen i, at infektionen ikke med overvejende sandsynlighed var opstået ved operationen i februar 2010. Ankenævnet var endvidere enig med Patientforsikringen i, at patientens gener var en følge af hendes grundsygdom i form af slidgigt, og at den forsinkede diagnose og behandling af infektionen ikke havde medført et varigt mén.

Sagen blev indbragt for domstolene. Retslægerådet udtalte under sagen, at en væsentlig årsag til funktionsnedsættelsen var selve infektionen med efterfølgende synovektomier, to-stadiums infektionskirurgi med udskiftning af knæprotese og senere udskiftning af skinnebenskomponent. På baggrund af Retslægerådets besvarelse fandt retten, at funktionsnedsættelsen i knæet ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes den forsinkede diagnose og behandling af infektionen, men derimod selve infektionen. Retten fandt herefter, at der ikke var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering af, at behandlingsskaden ikke havde medført øgede varige gener. Ankenævnet blev herefter frifundet.