Højesteret 8/3-2010
Rettens sagsnummer:
302/2007
Ankenævnets sagsnummer:
2004-0-1264
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 8. marts 2010
Domstol:
Højesteret
Kategori:
Domme afsagt af Højesteret
Relaterede filer:
Patientskadeankenævnet havde tiltrådt en afgørelse fra Patientforsikringens, der fastsattte en patients årsløn til 74.000 kr. jf. erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2. Nævnet havde lagt vægt på, at patienten inden patientskadens indtræden havde en løs tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor nævnet fandt, at årslønnen skulle fastsættes skønsmæssigt. Årslønnen blev fastsat til den gennemsnitlige lønindkomst i årene forud for patientskaden. Patienten indbragte sagen for retten med påstand om at årslønnen skulle fastsættes til 250.640 kr. svarende til årslønnen for et fuldtidsbeskæftiget. Landsretten fandt, at patienten ikke kunne anses for at have haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor årslønnen ikke skulle fastsættes svarende til en fuldtidsbeskæftiget. Landsretten forhøjede imidlertid årslønnen til 100.000 kr., idet der blev lagt særlig vægt på patientens indtægter de seneste år forud for skaden. Patienten ankede herefter sagen til Højesteret. Af Højesterets præmisser fremgår det, at årslønnen også i tilfælde, hvor skadelidte er arbejdsløs på skadestidspunktet og modtager arbejdsløshedsdagpenge, som udgangspunkt skal fastsættes til den indtægt, som skadelidte ville have haft, hvis han eller hun havde arbejde hele året jf. U2001.2298H. Dette udgangspunkt må imidlertid fraviges, hvis skadelidte ikke har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Højesterets flertal fandt, at patienten ikke kunne anses for at have haft en sådan fast tilknytning til arbejdsmarkedet, at hendes årsløn efter erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2 skulle fastsættes svarende til en fast fuldtidsbeskæftigelse. Højesteret forhøjede imidlertid årslønnen til skønsmæssigt 150.000 kr. med henvisning til oplysningerne om patientens indtægter ved arbejde i de seneste år før skaden. Et mindretal fandt, at årslønnen skulle fastsættes til skønsmæssigt 200.000 kr. Nævnet blev således ikke frifundet.