Højesteret 4/5-2009
Rettens sagsnummer:
146/2008
Ankenævnets sagsnummer:
2005-00-831
Dato for dommens afsigelse:
mandag den 4. maj 2009
Domstol:
Højesteret
Kategori:
Domme afsagt af Højesteret
Relaterede filer:
En ung mand afgik ved døden i forbindelse med sygehusbehandling af en kræftsygdom. Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at dødsfaldet kunne anerkendes som en patientskade, således at hans efterladte var berettigede til erstatning. Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at de efterladte ikke var berettigede til tortgodtgørelse efter EAL § 26a. De efterladte indbragte sagen for landsretten med påstand om, at der skulle tilkendes godtgørelse for tort i anledning af dødsfaldet. Landsretten fandt, at spørgsmålet ikke kunne tages under pådømmelse, idet nævnet ikke efter patientforsikringsloven har kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt lægerne i forbindelse med behandlingen har handlet groft uagtsomt efter erstatningsansvarslovens § 26 a. Sagen blev anket til Højesteret, der fandt, at patientforsikringsordningen også omfatter godtgørelse til efterladte efter EAL § 26, selv om det er en betingelse for at få godtgørelse, at dødsfaldet er forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt. Nævnet havde således haft hjemmel til at træffe afgørelse om tilkendelse af godtgørelse efter EAL § 26. Højesteret fandt, at der ikke i oplysningerne om forløbet under behandlingen og de i den forbindelse begåede lægelige fejl var noget grundlag for at anse betingelserne for tilkendelse af godtgørelse efter § 26 a for opfyldt.