Højesteret 4/3-2009

En mand blev i februar 2001 opereret for en alvorlig tarmlidelse, hvorunder der blev anlagt en midlertidig stomi. Forløbet efter operationen var ukompliceret, og han blev udskrevet med henblik på senere tilbagelægning. Stomien blev tilbagelagt ved en operation 7 måneder senere. Efter tilbagelægningen opstod der alvorlige komplikationer som følge af tarmlækage, herunder blodforgiftning, der førte til, at han lå i respirator i ca. en måned. Han blev herved påført en lejringsskade med nedsat funktionsevne i arme og ben til følge. Ved Højesteret blev det præciserende anført af skadelidtes advokat, at den grundsygdom, som skadernes skulle bedømmes i forhold til, var tilbagelægningen af stomien. Højesteret lagde til grund, at tarmlidelsen var livstruende, og at der er en ikke ubetydelig risiko for alvorlige komplikationer ved tilbagelægning af en tarm. På den baggrund fandt Højesteret, at nerveskaderne ikke var mere omfattende, end hvad skadelidte med rimelighed måtte tåle i forbindelse med tilbagelægningen af tarmen som led i den samlede behandling af tarmlidelsen. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet.