Højesteret 22/8-2003

Rettens sagsnummer:

411/2002

Ankenævnets sagsnummer:

1998-00-127

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 22. august 2003

Domstol:

Højesteret

Kategori:

Domme afsagt af Højesteret

Relaterede filer:

hr220803

Appelleret

Nej

En kvinde havde siden sit 14. år lidt af en kronisk bindevævssygdom. Denne grundsygdom havde i vidt omfang invalideret hende og ført til svært reduceret nyrefunktion, der fra januar 1998 nødvendiggjorde dialysebehandling. I forbindelse med anlæggelse af permanent kateter i en central vene som led i dialysen, opstod der den 16. november 1998 en partiel læsion af nerven plexus brachialis, hvilket medførte kraftnedsættelse, smerter og øget trætbarhed i venstre skulder og arm samt føleforstyrrelser i venstre hånd. Den 30. marts 2000 fik hun foretaget en nyretransplantation. For så vidt angik hendes skole- og erhvervsforløb fremgik det, at hun havde afsluttet skolen i 10. klasse i 1988. Hun havde ikke påbegyndt nogen uddannelse, men havde siden februar 1989 arbejdet som ulønnet medhjælp/praktikant på et dyrehospital. Hun havde i begyndelsen arbejdet ca. 20 timer ugentligt, men gik ret hurtigt ned til ca. 12 timer ugentligt, og fra januar 1998 havde hun arbejdet ca. 8 timer ugentligt. Hun havde aldrig haft lønnet beskæftigelse, men havde fra sit 18. år levet af bistandshjælp, indtil hun med virkning fra januar 1993 havde fået tilkendt mellemste førtidspension.
Patientforsikringen havde anerkendt, at læsionen af plexus brachialis var en erstatningsberettigende skade, jf. patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og havde tilkendt hende godtgørelse for varigt mén på 8 %, men havde givet afslag på erstatning for erhvervsevne efter erstatningsan-svarslovens §§ 5 – 7, hvilket var tiltrådt af Patientskadeankenævnet. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var berettiget til erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarslovens § 8 beregnet på grundlag af den samlede méngrad.

Landsretten bemærkede, at sagsøger på tidspunktet for patientskaden var 28 år gammel, at hun ikke var under uddannelse, og at hun boede alene. Af forarbejderne til erstatningsansvarsloven fremgår, at udgangspunktet for beregning af erstatning for erhvervsevnetab er lovens §§ 5 – 7. For børn, unge under uddannelse og hjemmearbejdende ægtefæller/samlevere er der ved § 8 fastsat særlige regler om erstatningsberegningen. Landsretten fandt, at det efter bemærkningerne til lovforslaget måtte antages, at de ovennævnte persongrupper i bemærkningerne ikke blot var nævnt som eksempler men som udgangspunkt udtømmende afgrænsede § 8-persongrupper. Landsretten fandt således, at hun ved beregning af erhvervsevnetab ikke var omfattet af erstatningsansvarslovens § 8, idet hun på tidspunktet for patientskaden hverken var barn, under uddannelse eller hjemmearbejdende ægtefælle. Patientskadeankenævnet blev frifundet, og kvinden appellerede dommen til Højesteret.

Parterne var under højesteretssagen enige om, at det arbejde kvinden udførte på dyrehospitalet, var af en sådan karakter, at det under normale omstændigheder ville blive vederlagt svarende til en deltidsstilling som veterinærsygeplejerske eller dyreassistent. Et flertal af Højesteret lagde til grund, at hun, der alene var tilkendt mellemste førtidspension, havde en vis erhvervsevne på skadestidspunktet, og at hun udnyttede den ved at udføre ulønnet arbejde for andre, idet hun arbejdede nogle timer ugentligt på et dyrehospital. Flertallet fandt, at hun derved havde udnyttet sin erhvervsevne på en sådan måde, at hun efter bestemmelsens ordlyd var omfattet af erstatningsansvarslovens dagældende § 8. Som lovteksten er formuleret, og efter indholdet af bemærkningerne til lovforslaget var der ikke tilstrækkeligt sikre holdepunkter for at fastslå, at denne bestemmelse trods sin generelle formulering kun finder anvendelse for de persongrupper, der udtrykkeligt er nævnt i bemærkningerne. Flertallet fandt derfor, at hun på skadestidspunktet var omfattet af erstatningsansvarslovens § 8. Et mindretal fandt, at det ikke var godtgjort, at hun forud for skaden havde evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og at ulønnet arbejde, som det i sagen foreliggende i øvrigt ikke kan sidestilles med en sådan udnyttelse af en mulig erhvervsevne, som det efter lovens forarbejder har været hensigten skulle kunne give krav på standarderstatning efter § 8 frem for en skønsmæssig erstatning udmålt efter § 7, stk. 2.