Højesteret 21/6-2004

En kvinde pådrog sig den 5. juli 1993 et alvorligt brud i venstre hofteled ved et fald og fik samme dag indsat en cementeret halvprotese med anvendelse af Boneloc-cement. Da hun trods behandling med fysioterapi fortsatte med at have smerter og dårlig gangfunktion, foretog man den 19. juni 1995 reoperation, hvor det blev konstateret, at den indsatte hofteprotese var løs. Protesen blev herefter udskiftet med en hybridprotese. Kvinden var uddannet inden for handel og kontor og havde i en længere årrække haft forskellige jobs inden for dette område. I juni 1993, umiddelbart inden tilskadekomsten, havde hun åbnet en genbrugs- og antikvitetsbutik. Trods tilskadekomsten og den efterfølgende dårlige hoftefunktion havde hun videredrevet forretningen uden fremmed hjælp. Den 30. juni 2000 lukkede hun imidlertid forretningen, hvilket efter hendes egne oplysninger skyldtes den svigtende helbredstilstand. Gennemsnitligt havde hun tilbragt 4-5 timer dagligt i forretningen, og forretningen havde gennem alle årene haft en årlig omsætning på mellem 3.000 kr. og 15.000 kr. Der havde været et negativt resultat i hele perioden, hvilket betød, at hun havde levet af sin ægtefælles indtægt. Patientforsikringen havde anerkendt, at hun var påført en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringsloven, idet årsagen til, at den indsatte hofteprotese var gået løs, med overvejende sandsynlighed var et svigt i den anvendte Boneloc-cement. Man havde bl.a. tilkendt hende godtgørelse for et varigt mén på 15 procent, men havde givet hende afslag på erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarslovens §§ 5 – 7, da det ikke fandtes dokumenteret, at hun havde lidt et varigt indtægtstab som følge af skaden.

Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var berettiget til erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarslovens § 8.

Landsretten udtalte, at butikken, som sagsøgeren etablerede i juni 1993 i lejede lokaler med det formål at sælge brugte genstande, i regnskabs- og skattemæssig henseende blev behandlet som en erhvervsmæssig virksomhed. Butikken blev drevet uden fremmed medhjælp, og landsretten lagde efter sagsøgerens forklaring til grund, at hun – ved siden af sædvanligt arbejde i hjemmet – præsterede et betydeligt antal arbejdstimer i butikken. Herefter og idet sagsøgeren ikke ved de for landsretten tilvejebragte oplysninger om butikkens ringe omsætning og manglende overskud havde afkræftet formodningen for, at hun i overvejende grad var beskæftiget uden for hjemmet, fandtes erhvervsevnetabserstatningen ikke at skulle fastsættes efter erstatningsansvarslovens § 8, men efter bestemmelserne i lovens §§ 5 – 7. Da sagsøgeren ikke havde godtgjort, at behandlingsskaden havde medført et varigt indtægtstab, der berettigede hende til erstatning for tab af erhvervsevne efter disse bestemmelser, blev Patientskadeankenævnet frifundet. Kvinden appellerede dommen til Højesteret.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Højesteret fandt, at patienten på skadestidspunktet ikke var omfattet af den dagældende bestemmelse i erstatningsansvarslovens § 8 af de grunde, der var anført af landsretten.