Højesteret 21/1-2016

En 47-årig mandlig patient blev fra april 2004 til marts 2008 udredt på tre forskellige sygehuse for bl.a. hjerterytmeforstyrrelser, uden at man kunne finde årsagen hertil. I november 2008 fik patienten kraftige rygsmerter, og MR-scanning i slutningen af november 2008 viste, at han havde kræftmetastaser i både ryg og bækken. Endvidere påvistes en stor tumor i venstre binyre. Den 17. februar 2009 oplyste man fra det ene hospitals side, at man ved udredningen i 2004 havde begået en fejl, idet man på baggrund af blodprøvesvarene allerede dengang burde have mistænkt kræft i binyren. Samtidig informerede man patienten om, at han kunne søge erstatning i Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) for den indtrådte diagnoseforsinkelse og følgerne heraf. Patienten afgik ved døden som følge af kræftsygdommen den 26. april 2009. Den 23. juni 2009 anmeldte boet sagen til Patientforsikringen.

Patientforsikringen anerkendte ved afgørelse af 13. juli 2010, at kræftdiagnosen burde være stillet i 2004, og at patienten med overvejende sandsynlighed var afgået ved døden som følge af diagnoseforsinkelsen. Ved samme afgørelse blev boet tilkendt 757.340 kr. i godtgørelse for svie og smerte samt et varigt mén på 100 procent.

Ved afgørelse af 23. juni 2011 tilkendte Patientforsikringen yderligere 2.732.728 kr. i erstatning, heraf 485.000 kr. for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra sygemeldingen i november 2008 frem til patientens død. Endvidere blev der tilkendt forsørgertabserstatning og overgangsbeløb til patientens enke samt forsørgertabserstatning til patientens søn. Patientforsikringen afviste at betale erstatning for tab af erhvervsevne, idet der var ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste helt frem til dødstidspunktet. Patientforsikringen anførte herved, at der ved tilkendelse af erstatning for erhvervsevnetab ville opstå ”overlap” mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og erstatningen for tab af erhvervsevne, hvilket ville være i strid med Højesterets praksis.

Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) for så vidt angik spørgsmålet om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. Ved afgørelse af 4. april 2013 forhøjede Patientskadeankenævnet den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til skønsmæssigt 700.000 kr. for perioden fra sygemeldingen i november 2008 og frem til dødstidspunktet. Ankenævnet tiltrådte, at der ikke var grundlag for at yde erstatning for tab af erhvervsevne, idet patienten på afgørelsestidspunktet ikke havde et fremtidigt indtægtstab, der skulle kompenseres ved erstatning for tab af erhvervsevne. Endvidere lagde ankenævnet vægt på, at patienten var kompenseret for sit faktiske indtægtstab frem til sin død.

Sagen blev indbragt for domstolene med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at patienten var påført et erhvervsevnetab på 100 procent. Sagen blev henvist til Østre Landsret som førsteinstans på grund af sagens principielle karakter.

Under retssagen afgav Arbejdsskadestyrelsen en vejledende udtalelse og vurderede, at erhvervsevnen var nedsat med 100 procent den 13. december 2008, hvor patienten udviklede tværsnitssyndrom og var fuld uarbejdsdygtig på grund af stærke smerter. På baggrund af Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse tog ankenævnet ved afgørelse af 9. januar 2015 stilling til, om sagen kunne genoptages. Ankenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen. Ankenævnet var enigt i, at erhvervsevnetabet ud fra en retrospektiv vurdering var 100 procent den 13. december 2008, men nævnet fandt fortsat ikke, at boet havde krav på at få erstatning for tab af erhvervsevne, idet den retlige forpligtelse til at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste bestod helt frem til dødstidspunktet.

Landsretten fandt, at Ankenævnet for Patienterstatningen skulle anerkende, at boet er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 100 procent. Landsretten lagde vægt på, at der den 13. december 2008 ikke var nogen resterhvervsevne i behold, og at det denne dato var muligt at skønne over patientens fremtidige erhvervsevne. Landsretten lagde endvidere vægt på, at det var som følge af myndighedernes fejl, at patientskaden først blev anmeldt og afgjort efter patientens død. Sagen blev hjemvist til Ankenævnet for Patienterstatningen til beregning af erstatningsbeløbet.

Ankenævnet ankede dommen til Højesteret, som udtalte bl.a., at erstatning til en skadelidt for tab af arbejdsindtægter erstattes efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 2, der vedrører tabt arbejdsfortjeneste, og efter § 5, der vedrører erhvervsevnetab. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen eller frem til det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Hvis det må antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, kan der fra tidspunktet, hvor der er grundlag for at skønne over den fremtidige erhvervsevne, ydes erstatning efter § 5 til dækning af skadelidtes fremtidige indtægtstab. Højesteret fastslog, at Patienterstatningsmyndighederne ikke forud for patientens død havde haft grundlag for at skønne over hans fremtidige erhvervsevne, og at der med den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste var ydet fuld erstatning for det indtægtstab, som han havde lidt som følge af patientskaden, og at der ikke var et fremtidigt indtægtstab, der kunne dækkes. Højesteret ændrede herved landsrettens dom og frifandt ankenævnet for kravet om erhvervsevnetabserstatning.