Højesteret 20/3-2003
Rettens sagsnummer:
332/2001
Ankenævnets sagsnummer:
1999-00-305
Dato for dommens afsigelse:
torsdag den 20. marts 2003
Domstol:
Højesteret
Kategori:
Domme afsagt af Højesteret
Relaterede filer:
En kvinde blev i oktober 1998 indlagt på et sygehus, fordi hun skulle have fjernet en cyste på halsen. Hun skulle inden operationen have taget blodprøver i laboratoriet. Under blodprøvetagningen blev hun utilpas, og da blodprøvetagningen var afsluttet, blev hun af laboranten fulgt udenfor. Efter at laboranten igen var gået ind, besvimede hun og beskadigede kæbe og tænder.
Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var berettiget til erstatning jf. patientforsikringslovens § 3, stk. 2. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen, idet man fandt, at kvindens tilskadekomst ikke var sket i direkte forbindelse med selve blodprøvetagningen, og at forholdet derfor ikke var omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Videre fandt nævnet, at der ikke under de konkrete omstændigheder var grundlag for at holde opsyn med kvinden, og at hendes tilskadekomst ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, at der kunne pålægges sygehuset et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler, jf. patienforsikringslo-vens § 3, stk. 2. Kvinden nedlagde ved landsretten påstand om, at hun var påført en erstatningsberettigende skade.
Landsretten fandt, at blodprøvetagningen måtte anses som en undersøgelse, som var omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og at det var under blodprøvetagningen, at sagsøgeren fik det dårligt hvilket medførte, at hun i forlængelse heraf besvimede. Under disse omstændigheder fandt man, at ansvarsspørgsmålet skulle bedømmes efter lovens § 2, stk. 1, nr. 1. Der var ikke forelagt landsretten oplysninger fra lægesagkyndig side til belysning af, om en erfaren specialist - som anført i lovens § 2, stk. 1, nr.1, – under de givne forhold ville have handlet anderledes. Et flertal af landsretten fandt derfor, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at betingelserne for at yde erstatning var opfyldt. Et mindretal fandt, at skaden var omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1. Patientskadeankenævnet blev frifundet, og kvinden appellerede dommen til Højesteret.
Højesteret tiltrådte, at ansvarsspørgsmålet skulle bedømmes efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Efter en udtalelse fra Retslægerådets fandt Højesteret, at det måtte lægges til grund, at en erfaren specialist i den foreliggende situation, hvor patienten under blodprøveudtagningen fik et ildebefindende, ville have forsøgt at overtale hende til at ligge ned og ikke ville have efterladt hende i stående stilling uden tilsyn og uden mulighed for at sætte sig. Det måtte antages, at skaden ville været undgået, hvis disse forholdsregler var iagttaget. Skaden var herefter erstatningsberettigende, og Patientskadeankenævnet skulle anerkende, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1.