Højesteret 19/9-2008

Rettens sagsnummer:

135/2007

Ankenævnets sagsnummer:

2003-0-1158

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 19. september 2008

Domstol:

Højesteret

Kategori:

Domme afsagt af Højesteret

Relaterede filer:

hr190908a

Patienten P blev akut indlagt på et amtssygehus en fredag eftermiddag med nethindeløsning. Afdelingslægen konfererede med overlægen, og der blev ordineret tungt sengeleje med henblik på operation mandag, fordi sygehuset ikke havde beredskab til at operere for sygdommen i weekenden. Ved udskrivelsen blev der målt væsentligt nedsat synsstyrke. P krævede erstatning med henvisning til, at hvis operationen var foretaget på et tidligere tidspunkt i løbet af weekenden, kunne synstabet være reduceret. Patientforsikringen fandt ikke, at der var grundlag for erstatning. I modsætning hertil fandt Patientskadeankenævnet, at der var ansvarsgrundlag efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet P efter bedste specialiststandard skulle være henvist til operation på nærmeste landsdelssygehus, hvorved skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået eller reduceret. Sagen blev indbragt for retten, og Retslægerådet udtalte i den forbindelse bl.a., at på skadestidspunktet var der i almindelig ikke mulighed for operation af nethindeløsning i weekender på amtssygehuse, og at der ikke eksisterede en generel anerkendt praksis om viderehenvisning til landsdelshospitalerne. Retten lagde vægt på Retslægerådets ovennævnte udtalelse med den tilføjelse, at da det i øvrigt er et politisk økonomisk spørgsmål, i hvilket omfang der skal være et akut beredskab til operation af nethindeløsninger i weekender, var patienten ikke påført en efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade. Ved Højesterets dom af 19. september 2008 blev landsrettens dom stadfæstet i henhold til grundene.