Højesteret 12/6-2012

Sagen angik spørgsmålet, om der ved fastsættelsen af godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne kan tages hensyn til en dårlig restlevetidsprognose, således at godtgørelse og erstatning nedsættes, når skadelidte må forventes at dø inden for en tidshorisont på 4 år fra skadestidspunktet.

En ung kvinde blev i november 2008 påført en patientskade og havde som følge heraf krav på godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Patientskadeankenævnet traf den 14. april 2011 afgørelse om at reducere hendes méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning med en tredjedel med henvisning til, at hun som følge af patientskaden i 2008 led af en uhelbredelig sygdom, der var så alvorlig, at hun måtte forventes at dø inden for 4 år regnet fra skadestidspunktet i november 2008.

Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at reducere kravet på godtgørelse og erstatning. Højesteret udtalte, at erstatningsansvarsloven må forstås således, at der ikke skal ske reduktion af méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning udmålt efter reglerne i erstatningsansvarsloven alene begrundet i, at skadelidte må forventes at dø kort tid efter skadestidspunktet. Landsretten var nået til det samme resultat. Højesteret fandt i modsætning til landsretten, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, som kunne føre til, at advokatomkostningerne undtagelsesvist skulle erstattes.