Højesteret 12/1-2011

En ældre, svagelig kvinde blev indlagt på grund af en forstuvet ankel. Under indlæggelsen blev det nødvendigt at anlægge kateter i blæren, i hvilken forbindelse der opstod infektion. Patienten blev mere og mere svagelig og døde på hospitalet 10 dage efter indlæggelsen.

Højesteret bemærkede, at sagens hovedspørgsmål var, hvad der havde forvoldt patientens død. Højesteret lagde vægt på Retslægerådets udtalelser, hvorefter dødsårsagen ikke fremgik klart af journalen, men at den kunne være kronisk sygdom, Parkinsons sygdom, overvægt, sengeleje, behov for afvanding og urinvejsinfektion eller en kombination af disse tilstande. Det kunne ikke udelukkes, at en urinvejsinfektion forårsaget af kateteranlæggelse kunne havde været en medvirkende årsag til forløbet, men det var ingenlunde bevist eller bare sandsynliggjort. Under indlæggelsen sløjede patienten af, og ved medicinske tilsyn kort tid før dødsfaldet blev hun beskrevet som feberfri, varm og tør, men samtidig præget af hjertesvigt med meget dårligt blodomløb, dårlig iltmætning trods ilttilskud, dårlig reaktion på vanddrivende midler, syreforgiftning, nyresvigt og lavt blodtryk. Retslægerådet konkluderede, at hjerte-lungeproblemer som hovedårsag til forløbet var nærliggende. På den baggrund fandt Højesteret det usandsynligt, at patientens død var forårsaget af sygehuset anlæggelse af blærekateter eller sygehusets efterfølgende behandling af urinvejsinfektionen, hvorfor landsrettens frifindende dom af 10. august 2009 blev stadfæstet.