Højesteret 10/2-2005

Den 24. april 1995 blev en mand indlagt til observation for en blodprop i hjernen. Den 25. april 1995 kl. 05.15 observerede man tiltagende lammelse af ansigtets muskulatur samt af venstre arm og ben, og lammelsen tiltog yderligere. Samme dag kl. 09.30 blev der foretaget akut CT-skanning af hjernen, der viste flere områder med vævsskade, men ingen blødninger. Man iværksatte behandling med blodfortyndende medicin. Efter nogen tid indtrådte en vis bedring, men der var fortsat tydelige lammelser. Patientforsikringen fandt, at der forelå en forsinket diagnosticering og behandling af manden, idet bedste specialiststandard havde tilsagt, at han ud fra grundlidelsen var blevet behandlet med blodfortyndende medicin i de første timer efter indlæggelsen. Afgørelsen blev truffet den 15. november 1996. Af afgørelsen fremgik det blandt andet, at man ville vende tilbage til sagen, når resultatet af en speciallægeundersøgelse forelå, og det fremgik af klagevejledningen, at afgørelsen kunne påklages til Patientskadeankenævnet af sagens parter inden 3 måneder efter modtagelsen af Patientforsikringens afgørelse. Afgørelsen blev ikke påklaget. Efterfølgende traf Patientforsikringen den 5. september 1997 på ny en afgørelse, hvorved skadelidte blev tilkendt en godtgørelse svarende til en méngrad på 10 % samt en skønsmæssigt fastsat godtgørelse for svie og smerte på 5.000 kr. Skadelidte blev ikke tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne. Denne afgørelse blev påklaget af patienten.

Patientskadeankenævnet fandt ved afgørelse af 22. april 1999, at der med overvejende sandsynlighed ikke var påført patienten en skade som følge af manglende undersøgelse/behandling, idet hans tilstand skyldtes hans grundlidelse. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke er videnskabeligt belæg for iværksættelse af blodfortyndende behandling i den i sagen omhandlede situation. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der i stabil tilstand i den akutte fase efter, at der er konstateret en blodprop i hjernen, ikke er indikation for akut CT-skanning. Endelig bemærkede nævnet, at det ville have været optimal behandling at iværksætte CT-skanning den 25. april 1995 om morgenen, straks da hans tilstand forværredes, men at det med overvejende sandsynlighed ikke havde medført en ændring i hans tilstand. Skadelidte indbragte sagen for landsretten.

Landsretten fandt, på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, at en erfaren specialist ikke på grundlag af dagældende, almindeligt anerkendte retningslinier ville have ordineret en anden behandling end den behandling, som sagsøgeren blev undergivet. Landsretten lagde til grund, at det ikke havde haft en indvirkning på grundsygdommens forløb, at skanning og behandling med blodfortyndende medicin først blev iværksat den 25. april 1995. Nævnet blev derfor frifundet. Sagen blev anket til Højesteret. Landsretten havde taget stilling til det materielle i sagen, hvorimod skadelidtes advokat i forbindelse sagens behandling i Højesteret fremsatte et nyt anbringende om, at nævnet var afskåret fra at ændre til skade for klager, når sygehuset ikke havde indgivet klage over Patientforsikringens afgørelse. Højesteret tillod, at dette principielle anbringende kunne fremsættes.

For Højesteret gjorde skadelidtes advokat således gældende, at der for så vidt angår Patientforsikringens afgørelse af 5. september 1997 ikke var hjemmel til at ændre til ugunst for skadelidte, og at nævnet ved sin sagsbehandling skulle lægge Patientforsikringens afgørelse af 15. november 1996 uprøvet til grund. Der blev henvist til, at formålet med oprettelsen af patientforsikringssystemet primært var at stille en nem og hurtig ordning til rådighed for patienterne.

Nævnet gjorde gældende, at nævnet var såvel berettiget som forpligtet til at omgøre Patientforsikringens afgørelse, idet afgørelsen materielt set var urigtig. Nævnet gjorde endvidere gældende, at Patientforsikringens afgørelser ikke kun har betydning for den, der har klaget, og at det derfor er uden betydning for nævnets beføjelser, om også modparten har klaget. Endelig gjorde nævnet gæl-dende, at det var af afgørende betydning for fastlæggelse af praksis, at der bliver truffet materielt rigtige afgørelser.

Højesteret tiltrådte af de grunde, der var anført af landsretten, at betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringslovens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, ikke var tilstede. Seks dommere fandt, at Patientskadeankenævnet var berettiget til at ændre afgørelsen til skade for skadelidte. En dommer fandt, at der ikke var hjemmel til dette, idet der ikke var indgivet klage fra andre end skadelidte. Landsrettens dom blev således stadfæstet.

Højesterets flertal udtalte følgende: ”En klagesag for ankenævnet angår en tvist mellem på den ene side en patient og på den anden side en sygehusmyndighed eller dennes forsikringsselskab. Der er hverken i loven eller i ankenævnets forretningsorden krav om, at en klage skal indeholde en påstand eller anbringender til støtte for klagen. Der er heller ikke regler om svar fra modparten. Det påhviler endvidere ankenævnet at op-lyse sagen, jf. § 5, stk. 2, i den nugældende forretningsorden, hvorefter sekretariatet oplyser sagen og indhenter sagkyndig vurdering, og sådanne nye oplysninger vil efter omstændighederne kunne føre til, at Patientforsikringens afgørelse efter ankenævnets opfattelse er urigtig. Formålet med at henlægge sagsbehandling til Patientforsikringen og give mulighed for klage til Patientskadeanke-nævnet har navnlig været at stille en nem og hurtig ordning til rådighed for patienterne. Der kan imidlertid ikke alene med henvisning til dette formål stilles forskellige krav til klage og påstand fra den indklagede, alt efter om det er patienten eller patientens modpart, der klager. Vi finder, at det herefter ikke er en betingelse for, at ankenævnet kan ændre en afgørelse til skade for en klager, at også modparten har klaget eller nedlagt påstand under sagen. Et krav om selvstændig klage fra modparten ville i øvrigt rejse spørgsmål om en særlig kontraklagefrist og føre til, at en part, der for så vidt kunne acceptere Patientforsikringens afgørelse, alligevel måtte klage over afgørelsen for at sikre, ankenævnet stod frit under behandlingen af modpartens klage.

Sygehusmyndigheden og forsikringsselskabet indgav ikke selv klage til Patientskadeankenævnet i anledning af Patientforsikringens afgørelse af 5. september 1997. De nedlagde ikke nogen påstand for ankenævnet og udtalte sig heller ikke på anden måde under klagesagen. På baggrund af det anførte afskar dette forhold ikke ankenævnet fra at ændre afgørelsen af 5. september 1997 til skade for klager.

Patientforsikringens afgørelse af 15. november 1996, der alene vedrører erstatningspligten, blev ikke påklaget af nogen af parterne. Særligt for så vidt angår dette forhold bemærkes, at afgørelsen efter sit indhold er en delafgørelse, og at det i afgørelsen anføres, at Patientforsikringen ville vende tilbage til sagen, når resultatet af en speciallægeundersøgelse forelå. Det forhold, at hverken ska-delidte, sygehusmyndigheden eller dennes forsikringsselskab påklagede afgørelsen til Patientska-deankenævnet, indebærer derfor ikke, at ankenævnet under behandlingen af en klage over Patient-forsikringens efterfølgende afgørelse om erstatningsfastsættelsen skal lægge Patientforsikringens afgørelse af 15. november 1996 om erstatningspligt uprøvet til grund.

Patientskadeankenævnet er derfor som sket berettiget til at træffe den afgørelse, som nævnet anså for materielt rigtig.

Højesterets mindretal udtalte følgende: ”Patientforsikringsloven regulerer spørgsmål om erstatning til patienter, som påføres fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget på offentlige sygehuse eller sy-gehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, jf. lovens § 1, stk. 1. Patientforsikringens og Pa-tientskadeankenævnets afgørelser i henhold til loven må således beskrives som afgørelser i tvister af civilretlig karakter mellem på den ene side den skadelidte patient og på den anden side den, der er ansvarlig for sygehusets drift, eller dennes forsikringsselskab, jf. herved lovens §§ 9 – 11. For-målet med oprettelsen af Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet har navnlig været at stille en nem og billig afgørelsesordning til rådighed for de skadelidte patienter."

På den baggrund finder jeg, at en afgørelse om tilkendelse af erstatning eller godtgørelse, som er truffet af Patientforsikringen, og som af patienten indbringes for Patientskadeankenævnet, alene bør kunne ændres til skade for patienten i det omfang, den for sygehuset driftsansvarlige eller den-nes forsikringsselskab har nedlagt påstand herom. En sådan modpåstand var ikke nedlagt i den foreliggende sag, og Patientskadeankenævnet havde derfor efter min opfattelse ikke hjemmel til at ændre Patientforsikringens afgørelse af 5. september 1997 til skade for klager. Patientforsikringens delafgørelse af 15. november om erstatningspligt var derimod – uanset den manglende modpåstand – ikke i sig selv bindende for Patientskadeankenævnet."