Højesteret 1/6-2011

En mand konsulterede i november 1987 sin egen læge, idet han under en løfteopgave var gledet og havde fået lændehold. Han havde i årene derefter en del gener fra lænden, og han gik til forskellige undersøgelser. I august 1995 var han udsat for et cykelstyrt, hvorved han blandt andet fik smerter i ryggen. Han var i perioden derefter til yderligere undersøgelser.

Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet fandt, at han i undersøgelsesforløbet på sygehuset i 1995 og 96 ikke var blevet påført en erstatningsberettigende patientskade. Sagen blev herefter indbragt for domstolene.

Landsretten fandt, at det efter Retslægerådets besvarelse måtte lægges til grund, at sagsøgers grundlidelse lod sig diagnosticere som uspecifikke rygsmerter. Ifølge Retslægerådets besvarelse viste optagne røntgenbilleder identiske fund i form af diskrete degenerative forandringer, som ikke havde selvstændige behandlingsmæssige konsekvenser. På denne baggrund fandt landsretten det ikke godtgjort, at sagsøger som følge af forkert eller manglende behandling på sygehuset i 1995 og 96 var påført en fysisk skade. Betingelserne for at tilkende erstatning efter patientforsikringsloven var således ikke opfyldt, og Patientskadeankenævnet blev frifundet.

Sagen blev herefter indbragt for Højesteret, som fandt, at det efter Retslægerådets besvarelse måtte lægges til grund, at sagsøger havde en grundlidelse, uspecifikke rygsmerter på grund af degenerative forandringer i ryggen, og at han også led af denne grundlidelse forud for cykeluheldet. Efter Retslægerådets erklæringer fandt Højesteret, at det måtte anses for usandsynligt, at sagsøgers ryggener var forårsaget af forkert diagnosticering eller manglende behandling på sygehuset i perioden 1995-2022, og på denne baggrund vurderede Højesteret, at betingelserne for at tilkende erstatning efter § 1, stk. 1, i den dagældende patientforsikringslov ikke var opfyldt. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.