Hjørring 31/1-2013

En kvindelig patient blev den 23. maj 2005 CT-scannet, hvor der blev rejst mistanke om aneurisme. Mistanken blev bekræftet ved MR-scanning den 7. juli 2005, hvor der blev konstateret et venstresidigt 14 mm stort aneurisme på hjernens blodkar. Patienten fik herefter den 3. oktober 2005 foretaget en karundersøgelse med kontraststof, og på baggrund heraf blev det på konference den 28. oktober 2005 vurderet, at man ville tilbyde at lukke aneurismet via et kateter fra lysken (coiling-procedure). Der vurderedes at være en ventetid på 8-12 uger. Den 10. november 2005 blev patienten indlagt i bevidstløs tilstand, og en akut CT-scanning viste stor venstresidig hjerneblødning, der ikke kunne behandles. Patienten afgik ved døden dagen efter.

Sagen blev indbragt for Patientforsikringen, som fandt, at patienten ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringslovens § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1. Patientforsikringen fandt, at bristningen af udposningen i hjernens blodkar og patientens dødsfald med overvejende sandsynlighed skyldtes grundlidelsen. Endvidere bemærkede Patientforsikringen, at det forhold, at der er ventetid i forbindelse med ikke-akutte operationer udgør en ressour¬cemæssig begrænsning af behandlingen, der ikke kan medføre, at eventuelle skader erstattes efter lov om patientforsikring.

Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse og fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes, end man gjorde i forbindelse med behandlingen den 23. maj 2005 og frem, jf. lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1.

Under retssagen blev sagen forelagt Retslægerådet, der bl.a. udtalte, at der på intet tidspunkt var indikation for akut behandling, og at der den 28. oktober 2005 – hvor der var en ventetid på coiling-procedure på ca. 8-12 uger – ikke var grundlag for at fremskynde behandlingen og således sætte patienten foran andre, der ventede på samme procedure. For så vidt angår selve ventetiden udtalte Retslægerådet, at man ikke var i stand til at vurdere de konkrete forhold, som havde ført til, at ventetiden efter Retslægerådets opfattelse var blevet for lang, idet der kunne være forskellige årsager hertil, herunder ressourcemæssige årsager.

Retten nåede herefter til samme resultat som Patientskadeankenævnet. Retten lagde i den forbindelse vægt på Retslægerådets udtalelse og bemærkede i øvrigt, at en afgørelse fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ligeledes støttede denne, og at der i øvrigt ikke var mulighed for at henvise patienten til andre behandlingssteder i Danmark. På denne baggrund fandt retten ikke, at det kunne antages, at en erfaren specialist under de givne forhold ville have handlet anderledes. Herefter, og da det er et politisk-økonomisk spørgsmål, hvilken behand¬lingskapacitet, der stilles til rådighed, var betingelserne i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, for at yde er¬stat¬ning ikke opfyldt. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.