Hjørring 3/1-2018

En patient fik anlagt et centralt venekateter og fik ved dette indgreb to forskellige hændelige komplikationer i form af henholdsvis en dyb infektion i albuen og Horners Syndrom (en øjen-sygdom med hængende øjenlåg og påvirket pupilfunktion). Patienterstatningen anerkendte begge komplikationer som sjældne og alvorlige komplikationer efter klage-og erstatningslovens § 20, stk. 1 nr. 4.

Patienterstatningen udmålte godtgørelse for et varigt mén på i alt 8 procent, hvor af 5 procent var som følge af Horners Syndrom og 3 procent for diskrete problemer i albuen. Patienten fik afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Patienten klagede til Ankenævnet for Patienterstatningen over afslag på erstatning for erhvervsevnetab.

Ankenævnet vurderede, at infektionen i albuen ikke var tilstrækkelig alvorlig til kunne anerkendes efter loven. Ankenævnet ændrede derfor Patienterstatningens afgørelse således, at patienten alene var påført en behandlingsskade i form af Horners Syndrom og derfor alene var berettiget til erstatning herfor. Ved samme afgørelse bestemte ankenævnet, at patienten fort-sat havde ret til godtgørelse for varigt mén på 5 procent som følge af Horners Syndrom.

Ankenævnet var enig med Patienterstatningen i, at patienten ikke havde ret til erstatning for erhvervsevnetab. Ankenævnet lagde ved vurderingen af erhvervsevnetabet vægt på, at Horners Syndrom havde medført forholdsvist begrænsede varige gener blandt andet i form af påvirket syn om aftenen og nedsat nattesyn. Patienten var allerede forud for behandlingsskaden i fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 25 timer om ugen på grund af alvorlige lidelser i form af urinsyregigt og nyresvigt. Ankenævnet lagde også vægt på, at patienten efter behandlingsskadens indtræden havde forsøgt at komme tilbage i samme stilling på 20 timer, og at han ca. et år efter behandlingsskadens indtræden skiftede fleksjob og gik ned i tid til 12-13 timer om ugen. Dette fleksjob bestod af mere administrative opgaver og mindre skrivebordsarbejde. Stillingerne indeholdt ikke aften- eller nattearbejde, hvor behandlingsskaden kunne være funktionsnedsættende. Ankenævnet vurderede derfor, at behandlingsskaden ikke med overvejende sandsynlighed var årsag til, at patienten ikke kunne arbejde i samme omfang som før.

Sagen blev indbragt for retten med påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at patienten havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne som følge af behandlingsskaden Horners Syndrom. Retslægerådet afgav udtalelser til brug for retssagen.

Retten fandt, at ankenævnet skulle anerkende, at patienten havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne som følge af den anerkendte behandlingsskade. Retten vurderede, at der var tidsmæssig nær sammenhæng mellem patientens timereduktion i fleksjob, ændringen i fleksjob og behandlingsskaden. Retten lagde også vægt på Retslægerådets udtalelser og fandt, at koncentrationsbesvær og udtrætning var en følge af behandlingsskaden. Patientens hængende øjenlåg og påvirkede pupilfunktioner kunne bevirke problemer ved anstrengelse af synet, herunder også arbejde med grafisk arbejde. Retten fandt herefter, at patienten var påført et erhvervsevnetab på grund af behandlingsskaden på mindst 15 procent. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i patientsystemet med henblik på udmåling af erstatning. Ankenævnet blev således ikke frifundet.