Hjørring 27/5-2014

En patient havde efter operation for recidiv af endetarmskræft i 2004 gennemgået et kontrolforløb i form af årlige kikkertundersøgelser af tarmen. Under kontrolforløbet i 2005 fik patienten konstateret en mutationssygdom, der indebar øget risiko for udvikling af tarmkræft. I 2009 fik patienten atter konstateret recidiv, men på grund af kræftens udbredelse på det pågældende sted var det ikke muligt at operere.

Patienterstatningen afviste ved afgørelse af 16. juni 2010 erstatningsgrundlag under henvisning til, at der ikke var sket forsinket diagnosticering eller fejl eller svigt i teknisk apparatur. Patientskadeankenævnet tiltrådte dette ved afgørelse af 10. februar 2011.

Patienten anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen under henvisning til, at der burde have været foretaget rutinemæssige CT- eller MR-scanninger og blodprøver i kontrolforløbet. Patienten henviste i sin anmodning om genoptagelse til en afgørelse fra Disciplinærnævnet, hvor netop manglende scanning og blodprøvekontrol var blevet fundet kritisabelt.

Efter at sagen havde været forelagt for Retslægerådet, afviste Patientskadeankenævnet ved afgørelse af 13. september 2012 at genoptage sagen efter § 15 i nævnets forretningsorden. Patientskadeankenævnet lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at en afgørelse fra Disciplinærnævnet vedrørende den faglige virksomhed ikke indebærer, at der foreligger nye og væsentlige oplysninger. Der blev også lagt vægt på, at det af Retslægerådets udtalelse fremgik, at kontrolscanninger og blodprøver på daværende tidspunkt udelukkende hvilede på et lægeligt skønt, og at det var almindelig anerkendt faglig standard på daværende tidspunkt ikke at foretage kontrolscanninger eller blodprøver. Patienten indbragte herefter Patientskadeankenævnets afgørelse af 13. september 2012 for retten.

Retten fandt, at sagen beroede på, om der foreligger nye og for sagens afgørelse væsentlig oplysninger. Retten fandt hertil, at afgørelsen fra Disciplinærnævnet ikke kunne tillægges afgørende vægt. Retten fandt derimod, at Retslægerådets udtalelser, der var indhentet under Patientskadeankenævnets behandling af sagen og under retssagen, måtte tillægges afgørende vægt. Efter indholdet af Retslægerådets udtalelse fandt retten herefter, at der ved Patientskadeankenævnets afgørelse af 13. september 2012 ikke havde været grundlag for genoptagelse. Patientskadeankenævnet blev dermed frifundet.