Hjørring 25/8-2021

Som følge af ankenævnets genoptagelse af sagen og efterfølgende medhold i den oprindelige anerkendelsespåstand, havde patienten ikke en retlig interesse i at få sagen prøvet ved domstolen. Retten afviste herefter at behandle sagen.

Rettens sagsnummer:

BS-10434/2017-HJO

Ankenævnets sagsnummer:

16/2615/EC (2016-143)

Dato for dommens afsigelse:

onsdag den 25. august 2021

Domstol:

Retten i Hjørring

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Hjørring250821

Appelleret

Nej

Sagsøgeren havde i stævning af 8. maj 2017 nedlagt følgende påstand: ”Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger er påført en erstatningsberettiget skade efter Lov om Klage- og Erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 21. januar 2009, jf.§ 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, jf. § 19,

stk. 1 og§ 24, stk. 1, i perioden i forbindelse med behandlingen på Behandlingssted 1 den 20. maj 2014 og frem. Sagen skal herefter henvises til fornyet behandling i Patienterstatningen med henblik på udmåling af erstatning.”

Som følge af Retslægerådets udtalelse af 6. januar 2020 genoptog ankenævnet sagen ved afgørelse af 10. juni 2020 og anerkendte, at sagsøgeren er påført en skade ved behandlingen på et hospital.

Patientskaden bestod i følger efter forsinket diagnosticering og behandling af en løs skrue i Th4 i form af forværrede smerter og et forlænget sygeforløb, og sagen blev sendt tilbage til Patienterstatningen, der skulle fastsætte evt. erstatning og godtgørelse som følge af patientskaden.

Sagsøgeren fik med ankenævnets afgørelse af 10. juni 2020 fuldt medhold i den anerkendelsespåstand, der var nedlagt i stævningen.

Ankenævnets afgørelse af 10. juni 2020 betød, at der ikke længere bestod nogen tvist mellem sagsøgeren og ankenævnet om det spørgsmål, som anerkendelsespåstanden omfattede. Efter ankenævnets afgørelse af 10. juni 2020 havde sagsøgeren dermed – efter ankenævnets opfattelse – ikke længere retlig interesse i at få prøvet sin påstand. Ankenævnet opfordrede derfor – med henvisning til Højesterets dom af 11. januar 2021 – sagsøgeren til at hæve sagen.

Efter sagsøgerens opfattelse var retssagens tilbageværende tvist, at sagsøgeren ikke havde fået anerkendt – varige – smerter, hvorfor sagsøgeren ikke ville hæve sagen. Ankenævnet nedlagde derfor (ny) påstand om afvisning og anmodede retten om særskilt og forlods behandling og afgørelse af spørgsmålet på skriftligt grundlag.

Retten fandt ikke, at sagsøgeren fortsat havde retlig interesse i at få prøvet sin påstand om anerkendelse af en patientskade. Retten gav derfor ankenævnet medhold i den (nye) principale påstand om afvisning.