Hjørring 20/7-2021
Ankenævnet er ikke bundet af en udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som er anderledes end ankenævnets egen vurdering.
Rettens sagsnummer:
BS-12600/2019-HJO
Ankenævnets sagsnummer:
17/4503/EC og 18/5117/EC
Dato for dommens afsigelse:
tirsdag den 20. juli 2021
Domstol:
Retten i Hjørring
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) traf i 2012 afgørelse om, at en mand blev påført en behandlingsskade i form af følger efter forsinket diagnosticering og behandling, og at han havde ret til erstatning.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgav i 2020 en vejledende udtalelse, hvor mandens erhvervsevnetab blev ansat til 85 %. Ankenævnet traf efterfølgende afgørelse om, at der alene var ret til erstatning for erhvervsevnetab på 60 % som følge af den anerkendte behandlingsskade.
Ankenævnet havde lagt vægt på, at der var andre forhold end behandlingsskaden, som i væsentlig grad påvirkede mandens arbejdsevne, herunder hans grundsygdom og en efterfølgende faldulykke.
Den årsløn, som skulle lægges til grund for beregningen af erstatningen for erhvervsevnetabet skulle fastsætte efter et skøn, da manden ikke var i arbejde. Ankenævnet havde skønnet årslønnen til 200.000 kr. svarende til startlønnen for en nyuddannet klovbeskærer eller landbrugsmedhjælper. Manden selv mente, at årslønnen skulle fastsættes til 250.000 kr. svarende til årslønnen for en landmand.
Sagen for retten vedrørte derfor, om manden var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne på baggrund af et erhvervsevnetab på 60 % eller 85 %. Desuden omhandlede sagen, om mandens årsløn skulle fastsættes til 250.000 kr. eller 200.000 kr.
Retten fandt, at der ikke var det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn over, at mandens erhvervsevnetab var på 60 %. Retten var dermed enig med ankenævnet i, at ankenævnet ikke var bundet af udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvorved erhvervsevnetabet var blevet fastsat til 85 %.
Retten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skøn over, at årslønnen skulle fastsættes til 200.000 kr. Retten lagde herved vægt på, at selvom manden havde anført, at han med overvejende sandsynlighed som minimum ville have haft en beskæftigelse inden for landbruget, kunne det ikke sidestilles med, at manden ville oppebære en landmands indtægt.
Ankenævnet blev herefter i det hele frifundet.