Hjørring 1/11-2021

I forbindelse med en operativ fjernelse af galdeblæren blev sagsøger påført skader i form af overskårne kar til leveren og sårophelingsproblemer med efterfølgende arbrok.

Ankenævnet havde i sin afgørelse vurderet, at skaderne skyldtes hændeligt opståede komplikationer efter operationen, og at sagsøger ikke havde ret til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, da skaderne hver især ikke var mere omfattende, end hvad sagsøger med rimelighed måtte tåle.

Der blev under sagen indhentet to udtalelser fra Retslægerådet, der støttede ankenævnets afgørelse.

Retten lagde efter sagsøges forklaring i retten til grund, at sagsøger i forlængelse af behandlingsforløbet oplevede gener i sin dagligdag, primært i form af smerter.

Retten var dog enig i ankenævnets vurdering af, at behandlingsforløbet havde været i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist på området ville have handlet under de givne forhold, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1.

Retten var ligeledes enig i ankenævnets vurdering af, at selvom skaden i form overskårne kar til leveren var en sjælden komplikation, var den ikke tilstrækkelig alvorlig til at give ret til erstatning, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 4.

Retten fandt desuden, er der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at skaderne i form af sårophelingsproblemer og arbrok var mere omfattende, end hvad sagsøger med rimelighed måtte tåle, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Retten lagde ved sin vurdering vægt på karakteren af sagsøgers grundlidelse (tilbagevendende galdeblærebetændelse) samt Retslægerådets besvarelser.

Retten var således enig i ankenævnets vurderinger, hvorefter ankenævnet i det hele blev frifundet.