Hillerød 9/5-2018

En patient blev født for tidligt. Han blev indlagt på neonatal afdeling, hvor han fik anlagt navlevenekateter til indgivelse af væske og ernæring. Efter man konstaterede, at det ikke var anlagt korrekt, trak man navlevenekateteret tilbage. Nogle år senere fik han blodige opkastninger, og der blev konstateret åreknuder i spiserøret. Ved flere kirurgiske indgreb og en større operation fik han blandt andet fjernet åreknuderne og milten, der viste sig væsentligt forstørret.

Patienterstatningen fandt, at patienten var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med anlæggelsen af navlevenekateteret.

Ankenævnet for Patienterstatningen ændrede Patienterstatningens afgørelse. Ankenævnet vurderede, at patienten ikke havde ret til erstatning for den skade, der skete som følge af behandlingen i forbindelse med fødslen. Ankenævnet lagde vægt på, at navlekateteret blev trukket tilbage efter, man havde konstateret, at det ikke var anlagt korrekt. Anlæggelsen og tilbagetrækningen af navlekateteret var derfor blevet anlagt som en erfaren specialist på det pågældende område ville have gjort under de givne forhold. Videre var skaden ikke tilstrækkelig alvorlig, herunder under hensyn til, at behandlingen med navlevenekateter var nødvendig for at sikre ernæringen af barnet, som var født for tidligt.

Patientens mor indbragte på vegne af patienten sagen for domstolene. Retslægerådet udtalte under sagen, at anlæggelsen af navlevenekateteret skete efter almindelige anerkendte lægefaglige retningslinjer, og kateteret blev trukket tilbage inden for 14 timer efter anlæggelsen, hvilket er i henhold til almindeligt anerkendt lægefaglig standard. Videre udtalte Retslægerådet, at patientens komplikationer i form af åreknuder i spiserøret og forstørret milt kan opstå som følge af anlæggelse af navlevenekateter. Komplikationerne er imidlertid sjældne hos børn på 7 år.

Retten lagde på baggrund heraf til grund, at skaden havde en vis alvorlig karakter, og det var ubestridt, at skaden måtte anses for sjælden. Retten fandt, at behandlingen af patienten med navlevenekateter under de givne omstændigheder måtte anses for at have været nødvendig for at sikre patienten den nødvendige væske og ernæring og dermed for at sikre hans overlevelse. Når oplysningerne om skadens karakter og følger blev sammenholdt med indgrebets nødvendighed, var der efter rettens opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at skaden var mere omfattende end, hvad patienten med rimelighed måtte tåle.

Ankenævnet blev herefter frifundet.