Hillerød 7/12-2017

En kvindelig patient, der led af knogleskørhed, havde stærke smerter i højre hofte. Hun fik derfor indsat en højresidig hofteprotese, hvor man anvendte ucementeret teknik. En efterfølgende røntgen-undersøgelse viste en velsiddende protese, og patienten blev udskrevet til genoptræning. Patienten blev en uge senere genindlagt, og det viste sig, at knoglen omkring protesen var brækket. Hun blev derfor opereret igen. Patienten havde efterfølgende fortsat smerter, svært ved at stå op, en benlængdeforskel på ca. 1,5 cm., haltende gang og let nedsat bevægelighed. Patienten havde tilbage i 2008 fået indsat knæproteser og havde derudover rygproblemer.

Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde været efter den erfar specialists standard. Patienterstatningen vurderede også, at skaden i form af et brud omkring hofteprotesen var meget sjælden, men ikke gik ud over, hvad patienten med rimelig måtte tåle som led i behandlingen af den pågældende hoftelidelse. Der var således heller ikke grundlag for at yde erstatning på baggrund af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Sagen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatning), der tiltrådte afgørelsen.

Sagen blev herefter indbragt for retten og forelagt for Retslægerådet, der udtalte, at såvel den cementerede som den ucementerede metode var ligeværdige i det aktuelle tilfælde, og det var således i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, at man havde anvendt den ucementerede teknik. Ifølge retten var der i øvrigt ikke grundlag for at yde erstatning efter lovens § 20, stk. 1, nr. 2 eller nr. 3, da der ikke var ført bevis for, at der havde været fejl eller svigt i det apparatur eller andet udstyr, som var anvendt ved operationen, eller at skaden kunne have været undgået, hvis man havde brugt den cementerede teknik.

I forhold til lovens § 20, stk. 1, nr. 4, fandt retten på baggrund af Retslægerådets udtalelser, at den pågældende skade var sjælden i lovens forstand. Da patientens påvirkede gangfunktion m.m. imidlertid kunne skyldes såvel grundlidelsen, de to efterfølgende operationer, som den tidligere indsættelse af kunstige knæled samt rygproblemer, fandt retten det ikke for godtgjort, at der var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ankenævnets vurdering af, at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig i forhold til patientens grundlidelse. Ankenævnet blev herefter frifundet.