Hillerød 29/11-2018

Patienten henvendte sig i juni 2012 til egen læge med mistanke om en knude i det ene bryst. Hun blev undersøgt herfor, hvor det blev konkluderet, at knuden var ”ganske fredelig”. I oktober 2012 henvendte hun sig igen til egen læge, hvorefter hun få dage senere fik konstateret brystkræft.

Patienten indgav en anmeldelse til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) angående den forsinkede diagnose. I august 2013 traf Patientforsikringen afgørelse om, at patienten havde ret til godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén for hendes skade i form af fjernelse af venstre bryst, som følge af forsinket diagnosticering af brystkræft. Patientforsikringen traf efterfølgende afgørelse om, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning.

Patienten afgik ved døden i april 2014, hvorefter patientens ægtefælle i 2015 anmodede om genoptagelse af Patientforsikringens afgørelse fra august 2013, idet der var sket en væsentlig ændring af sagens faktum, idet patienten var afgået ved døden. Patienterstatningen meddelte afslag på genoptagelsen.

Afgørelsen blev påklaget til Ankenævn for Patienterstatningen, som stadfæstede Patienterstatningens afgørelse om afslag på genoptagelse.

Patientens ægtefælle indbragte sagen til Retten i Hillerød med påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatningen skulle anerkende, at betingelserne for genoptagelse af patientskadesagen var opfyldt, fordi der forelå væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at det af lægekonsulentens udtalelser fremgik, at det blev vurderet, at der med overvejende sandsynlighed ved rettidig diagnose ville være tumorvækst i brystbenet, og at det er sandsynligt, at man ved sædvanlig udredning ikke ville have påvist dette. Såfremt spredningen var opdaget ved rettidig diagnose, blev det også vurderet, at prognosen på det tidspunkt var identisk med prognosen ved den faktiske diagnose.

Retten lagde til grund, at der var sket en diagnoseforsinkelse på ca. 3 måneder, men at udviklingen måtte tilskrives kræftsygdommen og ikke diagnoseforsinkelsen. Retten fandt, at der ikke var en sådan tvivl om årsagssammenhængen mellem diagnoseforsinkelsen og kræftsygdommens udvikling, at der havde været grundlag for at inddrage spørgsmålet om, hvorvidt der klart var begået en sagsbehandlingsfejl, som kunne have forårsaget udviklingen af sygdommen.

Ankenævnet for Patienterstatningen blev herefter frifundet.