Hillerød 26/10-2017

En mandlig patient gennemgik i 2012 en operation for endetarmskræft. Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) anerkendte ved afgørelse af 12. juni 2014, at han som følge af suboptimal behandling var påført en erstatningsberettigende skade i form af forringet overlevelsesprognose og behov for strålebehandling, som medførte et forlænget sygeforløb. Ankenævnet vurderede, at behandlingsskaden medførte en forringelse af den statistiske 5-årige overlevelsesprognose med knap procentpoint. Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på karakteren af kræftlidelsen, og at det af de nationale retningslinjer fremgik, at den 5-årige overlevelsesprognose efter kurativ behandling for recidiv var på 25 %, mens overlevelsesprognosen efter behandling på et højt specialiseret sygehus, hvor alt kræftvæv blev fjernet, var på 57 %. Den efterfølgende strålebehandling, hvorved de resterende kræftceller blev ud-slettet, havde imidlertid efter ankenævnets vurdering reduceret forskellen i prognosen væsentligt.

Ved afgørelse af 13. august 2015 fandt ankenævnet, at patienten var berettiget til yderligere godtgørelse for svie og smerte og afviste desuden at genoptage afgørelsen af 12. juni 2014. Det forhold, at patienten var erklæret uhelbredelig syg, gav ikke grundlag for genoptagelse, da dette ikke skyldtes patientskaden.

Sagen blev indbragt for retten.

Ved afgørelse af 7. december 2016 afviste ankenævnet igen at genoptage sagen med henvis-ning til, at det forhold at patienten var afgået ved døden, ikke ændrede ved den tidligere vurdering af, at patientskaden ikke med overvejende sandsynlighed var årsagen til, at sygdommen var uhelbredelig.

Retten fandt, at afgørelsen af 12. juni 2014 ikke blev indbragt for retten rettidigt. Retten afviste derfor at tage stilling til påstanden vedrørende årsagen til patientens død og retten til for-sørgertabserstatning og overgangsbeløb.

Videre fandt retten ikke, at det forhold, at patientens kræftsygdom blev uhelbredelig, og han afgik ved døden mindre end 5 år efter operationen, gav det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige vurdering, som Ankenævnet havde foretaget om, at uhelbredeligheden med overvejende sandsynlighed var en følge af den alvorlige kræftsygdom og ikke behandlingsskaden. Retten lagde vægt på den anerkendte behandlingsskades begrænsede omfang, og at der ikke forelå andre lægelige oplysninger.

Ankenævnet blev således frifundet.