Hillerød 15/7-2015
Rettens sagsnummer:
BS 42-632/2014
Ankenævnets sagsnummer:
13/2339
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 15. juli 2015
Domstol:
Retten i Hillerød
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
En mand blev den 17. september 2003 opereret på grund af en godartet hjernesvulst bag højre øje. Den 23. september 2005 blev atter indlagt til operation, da hans hovedpine og synsforstyrrelser var kommet igen. Han blev derfor reopereret den 26. september 2005. Patienten anmeldte den 24. maj 2012 sagen til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen), idet generne var blevet kraftigt forværret.
Patientforsikringen vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen i perioden fra den 17. september 2003 og frem. Patientforsikringens afgørelse blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som afviste sagen som forældet efter den 5-årige forældelsesfrist, jf. lov om patient-forsikring § 19, stk. 1. Ankenævnet fandt, at patienten senest den 23. september 2005 fik eller burde have fået kendskab til, at han kunne være påført en skade. Der var således forløbet mere end 5 år fra patienten blev bekendt med en eventuel skade til hans anmeldelse til Patientforsikringen den 24. maj 2012.
Sagen blev indbragt for retten. Retten fandt, at patienten på det relevante skæringstidspunkt 5 år inden anmeldelsen (den 24. maj 2007) ikke burde have indset, at han var blevet påført en skade. Retten lagde vægt på, at det fremgik af lægejournalerne før og efter den 24. maj 2007, at der var tale om et forventeligt efterforløb. Efter de oplysninger patienten havde modtaget fra hospitalet i forbindelse med operationerne, havde han med rette været af den opfattelse, at der var tale om et forventeligt efterforløb i forhold til tumorens placering. Retten fandt på den baggrund, at sagen ikke var forældet. Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling i ankenævnet.