Hillerød 10/2-2016
Rettens sagsnummer:
BS 46-1276/2013
Ankenævnets sagsnummer:
12/2009
Dato for dommens afsigelse:
onsdag den 10. februar 2016
Domstol:
Retten i Hillerød
Kategori:
Domme afsagt af byret
Relaterede filer:
Appelleret
Nej
En kvinde blev opereret i venstre skulder på grund af et langvarigt forløb med smerter i skulderen. I forbindelse med operationen skulle patienten lokalbedøves, hvilket blev gjort med en ultralydsvejledt scalenerblokade. Der opstod herefter regionalt komplekst smertesyndrom med brændende og sviende smerter ud i armen, føleforstyrrelser og kraftnedsættelse.
Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at patienten ikke var påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Der blev blandt andet lagt vægt på, at nerveledningsundersøgelse viste normale forhold, hvorfor der ikke med overvejende sandsynlighed var en påvirkning af nervebundtet plexus brachialis.
Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) af patienten, som fandt, at behandlingen var i overensstemmelse med hvorledes en erfaren specialist ville have handlet, og at patientens gener ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingen. Ankenævnet lagde særlig vægt på, at patienten allerede forud for operationen havde en centralisering af smerterne, som det ofte ses hos patienter med kroniske skulderlidelser.
Sagen blev indbragt for retten og blev i den forbindelse forelagt for Retslægerådet, der blandt andet vurderede, at det ifølge sagsøgers beskrivelse var sandsynligt, at plexus brachialis blev ramt ved blokadeanlæggelsen forud for operationen, og at generne måtte henføres til såvel den oprindelige lidelse i venstre skulderregion som til skaden på nerven. Ankenævnet afslog at genoptage sagen, da fortsat var ankenævnets vurdering, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstatningsberettigende skade. Retten fandt efter Retslægerådets besvarelse, at det måtte lægges til grund, at sagsøgers gener både kunne være en følge af grundlidelsen og en følge af neurogen påvirkning. Der var herefter ikke grundlag for at anse det for overvejende sandsynligt, at lidelsen var en følge af anlæggelse af blokaden. Ankenævnet blev herefter frifundet.