Herning 7/4-2022

Sagen drejer sig om ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. august 2016 og frem til tilkendt førtidspension med virkning fra 1. december 2016, herunder om det var den anerkendte behandlingsskade i form af skade på suralisnerven som var årsag til sygemeldingen fra 1. august 2016 til 1. december 2016. Der var tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra behandlingsskadens indtræden og frem til 31. juli 2016. 

Både Patienterstatningen og ankenævnet fandt, at det ikke var behandlingsskaden som var årsagen til den fortsatte sygemelding i den anførte periode. I vurderingen indgik blandt andet, at manden i perioden fra behandlingsskadens indtræden 21. marts 2014 og frem til fyringen i december 2014 var i stand til at arbejde, og at der var en anden årsag til den efterfølgende uarbejdsdygtighed.

Under retssagen udtalte Retslægerådet bl.a., at der den 27. maj 2016 var grundlag for at stille diagnosen systemisk sklerodermi efter et omfattende udredningsforløb, der var blevet kompliceret af flere forhold. Dels var symptomerne i begyndelsen uspecifikke og ukarakteristiske, og dels er det generelt komplekst at skelne mellem forskellige autoimmune og neoplastiske sygdomme, hvorfor der krævedes en betydelig mængde test og undersøgelse. Denne langvarige udredning var således ikke betinget af den anerkendte behandlingsskade.

Retten tiltrådte efterfølgende ankenævnets afgørelse. I rettens vurdering indgik, at der på tidspunktet for sygemeldingen var en række andre symptomer, og det var ikke godtgjort, at disse symptomer var en følge af behandlingsskaden. Desuden lagde retten til grund, at der var grundlag for at stille diagnosen sklerodermi efter et langvarigt udredningsforløb, der blev påbegyndt i foråret 2015. Henset til at arbejdet var genoptaget i godt et halvt år efter behandlingsskaden sammenholdt med, at der fra 2015 var en række andre symptomer, der efter bevisførelsen ikke kunne henføres til behandlingsskaden, og som var årsag til det lange udredningsforløb, fandt retten ikke, at der var et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse. Ankenævnet blev derfor frifundet.